Næstved Kommune har indgået en ny 8 års-kontrakt med renovationsselskabet Urbaser A/S. Udbuddet for indsamling af affald har haft stort fokus på kvalitet og miljø, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at kommunens borgere fremover kan opleve elbiler når der skal hentes affald.
Sidste sommer introducerede Næstved Kommune en ny affaldsordning der skulle sikre, at mere affald blev genanvendt. Den grønne vision slutter dog langt fra her, da kommunen også har indtænkt både miljø og klima i den nye kontrakt for indsamling af affald.
– I Næstved Kommune har vi politisk en vision om, at forene klimabevidste valg med solide forretningsmuligheder og det er denne kontrakt et glimrende eksempel på. Balancen mellem pris, kvalitet og miljø giver en større fleksibilitet for at arbejde med innovation og bæredygtighed, som også kommer kommunens borgere til gode, fortæller Rune Kristensen, formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget.
En ny renovatør
Når den nye kontrakt træder i kraft 1. januar 2024, vil det blive med Urbaser A/S som renovatør. Renovationsselskabet vandt entreprisen om at hente affald hos kommunens mere end 44.000 husstande, og selvom Urbaser A/S er et spansk selskab, så har de masser af erfaring her i landet. Virksomheden er nemlig blandt de førende renovationsselskaber i Danmark og har allerede et lokalt kendskab til kommunen. Et af deres driftskontorer har nemlig adresse på Brolæggervænget i Næstved som også vil huse de medarbejdere, der skal samarbejde med kommunen om den kommende kontrakt.
– Det er glædeligt, at vi har fundet den renovatør som skal løse opgave omkring indsamling af affald i Næstved Kommune fra 1. januar 2024. Vi kender allerede til den kommende renovatør Urbaser A/S fra nogle af de kommuner som vi samarbejder med, og vi ser frem til at indlede et godt og langvarigt samarbejde med dem, siger Jens Fuglsang Bach, centerchef i Center for Teknik og Miljø.
Hos Urbaser A/S anser man opgaven med indsamling af affald, som en af samfundets vigtigste kerneydelser. Dette gælder både i forhold til den kvalitet, som medarbejderne er med til at levere i deres daglige arbejde, men også i virksomhedens indflydelse på miljøet. Der er blandt andet derfor fokus på både innovation, effektive løsninger samt muligheden for at minimere negative effekter på miljøet, når opgaver skal løses.
– Vi ser frem til vores kommende samarbejde med Næstved Kommune. Urbaser A/S er en virksomhed, som ønsker at være et forbillede inden for genanvendelse og affaldshåndtering, og derfor er vi glade for at der i den kommende kontrakt er fokus på både kvalitet og miljø, udtaler Stefan Olin, administrerende direktør for Urbaser A/S
Længere samarbejde til gavn for borgerne
Som noget nyt, er den kommende kontrakt for affaldsområdet for en periode på 8 år. Årsagen til denne kontraktlængde er, at give tilbudsbydere muligheden for at byde med skraldebiler der kører på el, da disse er væsentlige dyrere end almindelige biler, der kører på fossile brændstoffer.
Kontrakten på 8 år giver derfor anledning til at opnå en grønnere løsning, som både miljø og kommunens borgere vil få gavn af.