Ny kommunaldirektør til Næstved Kommune
Det er en kvinde med rig erfaring indenfor både ledelse og den kommunale verden, der fra 1. april skal lede Næstved Kommune. 45-årige Rie Perry er af et enigt ansættelsesudvalg blevet ansat som kommunaldirektør i Næstved Kommune.
Det bliver 45-årige Rie Perry, der skal være kommunaldirektør i Næstved Kommune pr. 1. april. Rie Perry overtager stillingen efter Tomas Therkildsen, som tidligere på året meldte ud, at han har fået et nyt job som administrerende direktør i Djøf.
Næstveds nye kommunaldirektør kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Odsherred Kommune, hvor hun har været siden 2012.
– Vi har virkelig haft nogle gode og kvalificerede kandidater til jobsamtaler. Vi ansatte Rie, fordi hun har en solid erfaring med kommunal topledelse, og hun er meget fagligt stærk. Og så er der også det særlige ved Rie, at hun har en evne til at kommunikere, så det komplekse bliver forståeligt for enhver. Rie er sådan en person, som man umiddelbart har lyst til at tale med og arbejde med, og jeg ser meget frem til vores samarbejde, lyder det fra borgmester Carsten Rasmussen.
Rie Perry er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet. Efter endt uddannelse er hun hurtigt steget i graderne. Første job var som fuldmægtig i Told- og Skattestyrelsen, så skiftede hun til Forsvarsministeriet for i 2001 at blive chefkonsulent i Rønne Kommune, hvor hun også er barnefødt. Her var hun med til at forberede kommunesammenlægningen og blev senere afdelingsleder, udviklingschef og økonomi- og udviklingsdirektør i regionskommunen. I 2008 kom hun til Sjælland, først som udviklingsdirektør i Slagelse Kommune og for fem år siden blev hun kommunaldirektør i Odsherred Kommune.
Nu gælder det altså Næstved, og Rie Perry ser frem til at have indflydelse på en stor kommune med mere end 82.000 indbyggere.
– Jeg synes, at Næstved er umådelig attraktiv som kommune. Det er en hel kommune, forstået på den måde, at der er byudvikling, der er landsbyer, og der er kyst, byer og havn. Det er alt det, der gør det spændende at være kommunaldirektør. Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af Næstved Kommunes organisation, og jeg vil gerne ud og møde folk og se, hvad det er for opgaver, folk sidder med. Jeg er klar over, at jeg ikke kan komme overalt, men det er vigtigt for mig at lære byråd, kollegaer, ledere og medarbejdere at kende, siger den nye kommunaldirektør i Næstved Kommune.
Rie Perry har første arbejdsdag i Næstved Kommune den 1. april. Hun bor i Sorø med sin mand og deres to børn.