A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 6,8 mio. kr. til udstillingsafsnittet 10.000 års kreativitet. Det betyder, at Det ny Holmegaard nu er fuldt finansieret.
Det skriver Næstved Kommune til Dit Næstved.
Med en stor bevilling fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er Det ny Holmegaard nu fuldt finansieret.
De 6,8 mio. kr., som A.P. Møller Fonden har bevilget, er øremærkede udstillingsafsnittet 10.000 års kreativitet, som er skiftende udstillinger af museernes meget rige samlinger af kunsthåndværk og designs fra Sydsjælland og Møn suppleret med genstande fra resten af Danmark og verden.
“Det er fantastisk dejligt, at vi nu er i mål med finansieringen af Det ny Holmegaard. Drømmen om et nyt Holmegaard har jo levet i mange år, og nu bliver det til virkelighed. Det ny Holmegaard kommer til at sætte Næstved på landkortet, og det kommer til at skabe mange nye arbejdspladser.
Man kan næsten sige, at vi i dag har tændt det gamle fyrtårn i Holmegaard igen. Så her fra Næstved skal der lyde en stor tak til A.P. Møller Fonden,” lyder det fra borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen.
“Den flotte donation fra A.P. Møller Fonden skal bruges til udstillingsafsnittet 10.000 års kreativitet, og den første udstilling, vi viser, tager naturligt udgangspunkt i Holmegaard Mose, der ikke bare gav tørv til glasværket, men som også er en verdenskendt, forhistorisk stenalderlokalitet.
Udstillingen tager afsæt i jægerstenalderens formverden og specielt tidens kosmologi/magi og samspil med naturen. Genstandene fra Holmegaard Mose, samt indlån fra ind- og udland, vil tilsammen skabe en unik international særudstilling som vi glæder os til at præsentere for et stort publikum,” siger bestyrelsesformand i Museum Sydøstdanmark, Torben Nielsen.
Det ældste og sidste bevarede glasværk
Holmegaard Glasværk blev opført i 1825 og lukkede igen i 2008. Det er dermed både Danmarks ældste og sidste bevarede glasværk.
Med Det ny Holmegaard vil Næstved Kommune og Museum Sydøstdanmark bevare Danmarks sidste glasværk og samtidig genindføre kunsthåndværkets viden, æstetik og kvalitet i den danske kultur.
I Det ny Holmegaard vil man derfor kunne opleve professionelle og arbejdende glasværksteder, et kunsteksperimentarium, en industriudstilling, en Holmegaard glasudstilling, en Kähler-udstilling og en kulturhistorisk udstilling med fokus på de sidste 10.000 års kreativitet.
Det samlede projekt beløber sig til næsten 103 mio. kr., og Det ny Holmegaard forventes at åbne i slutningen af 2019.