“Generalforsamlingen skal være ”Årets fest” i foreningen!”

Det lagde Torben Stenstrup fra Foreningsudviklerne vægt på i forbindelse med den netop afholdte generalforsamling i DOF Næstved Aftenskole, og han fortsatte:

”Vi skal bruge mere tid på at inddrage medlemmerne i det kommende års arbejde – og mindre tid på lange historiske beretninger og regnskaber”.

Det var netop, hvad de fremmødte deltagere fik mulighed for ved mødet, hvor skoleleder Kirsten Ærø fortalte om erfaringerne med det udviklingsprojekt, der har været i gang i aftenskoleforeningen det seneste år. Aftenskolerne har ikke tradition for at have foreningsmedlemmer, men mange betalende kursister på de enkelte hold og til foredrag.

Gennem nye arrangementer og fokus på medlemskabets indhold er det lykkedes for Næstveds lokalforankrede aftenskole at udvide medlemstallet fra 14 til 71 medlemmer – og ambitionen er at nå op på 200.

Under overskriften ”Årets Demokratifest” deltog de fremmødte medlemmer aktivt med mange forslag til indsatser, hvor aftenskolen kan blive mere synlig og skabe vedkommende tilbud til kommunens mange voksne og unge indbyggere. Det bliver en af hovedopgaverne for foreningens nyvalgte bestyrelse, som nu består af Margit Nielsen, Mette Boutrup, Anne-Grethe Bertelsen, Birgitte Pram og Torben Stenstrup.

Pressefoto