Center for Politik og Udvikling i Næstved Kommune har fået sin centerchef
Et enigt ansættelsesudvalg har ansat Birgitte Gussenhoven Eriksen til at være spydspids for det nyoprettede Center for Politik og Udvikling i Næstved Kommune.
Det bliver en kvinde med masser af erfaring indenfor branding og udvikling, der skal stå i spidsen for det nyoprettede Center for Politik og Udvikling i Næstved Kommune.
Birgitte Gussenhoven Eriksen er indstillet af et enigt ansættelsesudvalg til at være centerchef for Center for Politik og Udvikling, og tirsdag aften godkendte Økonomiudvalget indstillingen på et ekstraordinært udvalgsmøde.
Den nye centerchef kommer fra en stilling som Udviklingsleder og som stedfortræder for centerchefen for Sundhed og Omsorg i Guldborgsund Kommune. Før det bestred hun stillingen som centerchef for Borger og Branding ligeledes i Guldborgsund Kommune. Det bliver med andre ord en kvinde med massiv erfaring indenfor udvikling og branding i kommunalt regi, der skal være chef for Center for Politik og Udvikling. Centeret der har som grundformål at være kommunal udviklingsmotor, hvor ideer og udviklingspotentiale bliver født – både internt og eksternt.
– Med Birgitte har vi fået ansat en rigtig dygtig ny centerchef, som kan berige os udviklingsmæssigt i kommunen. Hun har før arbejdet indenfor branding og udvikling af kommuner. Hun har arbejdet med organisationsudvikling og ledelsesudvikling, og så er der ingen tvivl om, at hun er en stærk kommunikator, som ikke er bange for at stille spørgsmål ved ting, som hun synes kan udvikles. Birgitte kommer med en ny vinkel og nye tilgange til, hvordan vi gør tingene her i kommunen, og hun tør udfordre og bevæge sig ind i nogle spændingsfelter, hvor andre måske ikke tør. Det er en del af et helt bevidst valg om fornyelse i kommunen, og jeg er sikker på, at Næstved Kommune og Birgitte bliver et godt match, lyder det fra kommunaldirektør i Næstved Kommune, Tomas Therkildsen.
Fra hovedpersonen selv lyder det, at hun ser frem til de nye udfordringer, der følger med jobbet som centerchef for Politik og Udvikling. Hun har en baggrund som Cand. Scient. Pol., og udover at have et hjerte, der banker for kommunerne, har hun et hjerte der banker for spejderbevægelsen, hvor hun senest har været central drivkraft bag visionen for Ungdomsøen på Middelgrundsfortet.
Birgitte Gussenhoven Eriksen lægger ikke skjul på, at hun brænder for strategisk organisationsudvikling, både når det gælder kommunens fagområder, og når det gælder lokalsamfundet. Og så glæder hun sig.
– Jeg glæder mig rigtig meget – både til at være med til at bygge det nye center op og til at arbejde med en masse dygtige medarbejdere, som jeg har indtryk af arbejder i det nye center. Der er mange aspekter i stillingen, hvor jeg tænker, at jeg har noget at byde ind med. Jeg er optaget af at skabe resultater for den organisation, som jeg er en del af – kommunens dagsorden skal være centerets dagsorden, og jeg vil lægge mig i selen for at skabe resultater sammen med fagcentrene til gavn for borgerne i Næstved Kommune, lyder det fra Birgitte Gussenhoven Eriksen.
Birgitte Gussehoven Eriksen er netop fyldt 43 år, og hun bor i Nykøbing Falster. Hun tiltræder stillingen som centerchef i Center for Politik og Udvikling den 1. februar 2017.