Vivi og Henrik Hjorth Hansen overtog for lidt over et år siden et landsted i Herlufmagle. De første måneder brugte de på at istandsætte stalden til gårdbutik med tilhørende galleri.
“Siden er tiden blevet benyttet til hårdt arbejde i marken for at omdanne jorden til et lille landbrug på knapt 4 HA. I 2019 satte vi 120 æbletræer af flere sorter og 35 andre forskellige frugttræer og bærbuske. Vi har i år plantet 2.300 jordbærplanter og 100 aspargesplanter, lagt 27 kg kartofler, sået kål, bønner, squash, hokkaido og meget, meget mere. I drivhuset er der auberginer, tomater og agurker,” fortæller Henrik Hjorth Hansen.
Efterhånden som grøntsagerne bliver klar, kommer de til salg i gårdbutikken.
“Vi er under omlægning til økologisk landbrug, men der går et par år, inden vi må smykke os med Ø-mærket. For os er det vigtigt, at vi passer på dyrene og miljøet,” tilføjer Henrik Hjorth Hansen.
Gårdbutikken sælger allerede nu honning fra egne bier og æg fra egne høns.
Gårdbutikken har galleri på 1.sal, hvor Vivi udstiller og sælger sine malerier. Galleriet er samtidigt atelier, hvor Vivi maler med inspiration fra gården og naturen.
I gårdbutikken kan der også gøres et godt loppefund, som gamle trækasser, glas, tøj og andre brugsgenstande.
Følg Vivis Pryd på Facebook og se mere på www.vivispryd.dk.
Åbningstider:
Torsdag og fredag: 15:00 – 18:00
Weekend og helligdage: 10:00 – 17:00