Nyt samarbejde mellem Næstved Kommune og Happy2fitness skal få flere i gang med motion og en sundere livsstil. ”Livsstil i balance” hedder det nye tilbud, som giver borgere i Næstved Kommune mulighed for at prøve forskellige typer af fysisk træning og samtidig få gode råd om sund livsførelse af konsulenter fra sundhedscenteret i Næstved Kommune.
Det handler i bund og grund om at gøre det nemmere for Næstved-borgerne at leve et sundt og aktivt liv med træning og velvære. Det kan nogle gange være svært at komme i gang og at finde den type træning, der passer éns individuelle behov. Det vil samarbejdet nu lave om på.
“Livsstil i Balance” er et forløb, der kombinerer fysisk træning, sundhedsfremmende information og personlig vejledning. Pilotprojektet gennemføres i efteråret 2024, og er et samarbejde mellem Happy2Fitness og Næstved Kommune. Kontakten mellem de to samarbejdspartnere blev skabt gennem Næstved Erhverv. Pilotprojektet vil have en helhedsorienteret tilgang til sundhed og trivsel med et fokus på sammenhængen mellem fysisk og mental sundhed og
trivsel. Happy2Fitness stiller instruktører og træningsfaciliteter til rådighed og kommunens rådgivere fra Sundhedscentret bidrager med undervisning, sparring og værktøjer til en sund levevis.
Tilbuddet er rettet mod borgere i alderen 30-70 år, der ønsker at afprøve forskellige træningsformer og finde den rette balance i deres livsstil. Forløbet foregår i en gruppe med op til 15 personer.
Træning, foredrag og rådgivning
Holdtræning: Hver torsdag fra kl. 09.00 til 11.00 får deltagerne mulighed for at afprøve forskellige træningsformer, herunder styrketræning, yoga, pilates og funktionel træning, alt sammen under kyndig vejledning af erfarne instruktører.
Sundhed og trivsel: 5 foredrag hvor deltagerne får indsigt og praktiske værktøjer til en sund livsstil, som de kan implementere i deres daglige rutiner.
Personlig vejledning: Individuel rådgivning for at støtte deltagerne i deres personlige mål og hjælpe dem med at integrere sundere vaner i hverdagen.
Efter forløbet: Mulighed for en opfølgende samtale om, hvordan deltagerne kan fortsætte med motion og fastholde de sunde rutiner.
Gratis opstartsmøde
Interesserede inviteres til et gratis opstartsmøde den 22. august 2024 kl. 09.00 – 10.00, hvor de kan høre mere om “Livsstil i Balance” og møde instruktørerne.
Du kan læse mere om initiativets på Happy2fitness hjemmeside: https://happy2fitness.dk