Pigerne vandt igen! Næstved Gymnasium og HF bobler af entreprenante elever, der kan tænke kreativt og innovativt – og sørme om ikke Emma, Emma, Sasja og Katrine fra 3.Y snuppede 1. præmien i kategorien ‘bedste STX’ ved National Entreprenørskabsmesse i Odense med deres opfindelse af en hjælpemotor til en rollator, der samtidig fungerer som et femte ‘støttehjul’, der skal få de ældre til at bevæge sig noget mere.
Over 500 elever dystede på gode idéer, og pigerne fra NGH fik en samlet 8. plads blandt 150 grupper. Deltagerne er elever fra ungdomsuddannelser i hele landet. Pigerne bliver nu tilmeldt regionsmesterskaberne, så de forhåbentligt kvalificerer sig til DM. Det er simpelhen så flot!
National Entreprenørskabsmesse er en del af entreprenørskabsforløbet Company Programme, som i år fejrer, at det er 25 år siden, de første danske elever deltog i Company Programme. På verdensplan fylder Company Programme 100 år.