Omkring årsskiftet åbner Sydsjællands flotteste og største svømmeanlæg – men hvad skal det hedde? Det beder Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune nu borgerne om input til.

50-meters bassin, vandrutsjebane og fem-meter-platform. Det noget af det, som man kan indløse billet til, når Næstveds nye svømmehal åbner.
Indtil nu er svømmehallen blevet kaldt vand- og svømmefaciliteter, men nu kalder projektet på et rigtigt og sigende navn.
Derfor har Kultur- og Idrætsudvalget besluttet at udskrive en konkurrence. Udvalget ser gerne, at Næstved indgår i navnet, fortæller formand Andreas Pourkamali.

– Vi bygger en helt fantastisk, ny svømmehal, som alle i vores del af Danmark får glæde af. Derfor er det vigtigt, at den får et rigtig godt navn. Vi inviterer alle til at komme med forslag, og jeg håber, at vi få rigtig mange forskellige bud og også gerne kreative idéer. Vi bygger jo en svømmehal, hvor der er noget for elitesvømmerne, børnefamilierne, dem der har gavn af varmtvandsbassiner – og alle derimellem, og navnet må gerne afspejle den alsidighed svømmehallen byder på, fortæller Andreas Pourkamali.

Forslag indsendes via hjemmesiden
Alle er velkomne til at komme med navneforslag på Næstved Kommunes hjemmeside: www.naestved.dk/svøm

Det er Kultur- og Idrætsudvalget, der vælger navnet ud fra de gode forslag, der kommer ind. Den, der kommer med vindernavnet, vinder et årskort til svømmehallen. Hvis der er flere, der er kommet med vindernavnet, bliver der trukket lod blandt alle dem, der har indstillet samme navn.

Sidste frist for at komme med forslag er den 19. maj, og udvalget tager stilling til navnet på udvalgsmødet den 3. juni, hvorefter navnet vil blive meldt ud, og vinderen får direkte besked.

Svømmehallen ligger kun to kilometer fra Næstved centrum på Stenlængegårdsområdet ved Næstved Nord Station. Svømmehallen er en del af en helt ny bydel på et område på 120 ha (svarende til 181 fodboldbaner). Når området er udbygget, vil der være mellem 800 og 1000 nye hjem og en masse smuk natur.

Om svømmehallen
Det samlede byggeri spreder sig over et område på 10.000 m2. Selve svømmehalsbygningen har omkring 5.500 m2.

Den nye svømmehal kan have 630 besøgende i timen og i alt 300.000 om året.

Besøgende kan se frem til:
– Sportsbassin: 50 meter, 8 baner
– Motionsbassin: 25 meter, 4 baner
– Varmtvandsbassin: 90 kvadratmeter
– 3 morskabsbassiner: 150 kvadratmeter inkl. bassin med modstandsdysser
– Vandrutsjebane: 80 meter lang og sidder udvendigt på bygningen og ender i et selvstændigt ”bassin” kaldet landingskar
– Sauna i omklædningsrum
– Fællesområde med sauna, dampsauna og infrarød sauna i forbindelse med varmtvandsbassinet
– Udspring: 1-meters og 3-meters vippe og 5-meters platform
– Café

De mange og store bassiner betyder, at svømmehallen vil være blandt de største i Østdanmark, når det kommer til vandoverflade.

Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune har udskrevet en konkurrence for at finde det helt rigtige navn til den nye svømmehal. Pressefoto