Torsdag d. 8. maj og fredag d. 9. maj byder Næstved Bibliotek byens unge på to dage med gratis koncerter, workshops og meget mere under titlen Næver Tell Festival.

Næver Tell Festival lægger vægt på legen med ord, sproglig opfindsomhed og fortællekunst i bred forstand. I år afholdes festivalen for sjette gang.

I dagtimerne begge dage er der workshops og talks forbeholdt klasser fra Næstveds ungdomsuddannelser, og begge aftener kan alle opleve gratis koncerter med Downtown July, AySay, FRØKEN og Ella Augusta.

Fede kulturindslag i undervisningstiden
Festivalens dagsprogram inviterer i år lokale klasser fra ungdomsuddannelserne til workshops om blandt andet tegneserier og sociale medier, et interaktivt freestyle rap-show og ikke mindst forfattertalk med Carl-Christian Okking, hvis debutroman afspejler hans tilhørsforhold til Næstved.

Gratis koncerter på Byterrassen
Udover dagsprogrammet rummer festivalen to aftener med gratis koncerter, åbne for alle. Mød blot op på Byterrassen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i centrum af Næstved. Her kan du opleve spændende navne vise, hvordan de udfolder sig sprogligt i deres musik.

Torsdag aften d. 8. maj kl. 17:45-18:30 står den først på et forfriskende take på indierock-genren med Downtown July og derefter AySay kl. 19:00-19:45, som kombinerer folk med elektroniske elementer.

Om fredagen d. 9. maj kl. 18:30-19:10 optræder det lokale band FRØKEN med hårdtslående 90’er vibes inden Ella Augusta lukker festivalen kl. 19:45-20:45 med sin fængende blanding af moderne pop og sjælfulde melodier.

Næver Tell Festival er skabt af Næstved Bibliotek i samarbejde med Grønnegades Kaserne Kulturcenter og med støtte fra Nordea-fonden og Statens Kunstfond. Læs mere om Næver Tell Festival på Instagram og Facebook (@naevertellfestival).

Oplev upcoming musiknavne og sproglig opfindsomhed til Næver Tell Festivals gratis aftenkoncerter. Foto: Lea Anna Petersen