Næstved Teaters repertoire for børneteater i den kommende sæson ligger nu klar: 17 opførelser af 13 forskellige forestillinger for forskellige aldersgrupper.
Glæd dig blandt andet til at opleve den Reumertnominerede Knud Romers ABC, der desværre blev aflyst på grund af sygdom i denne sæson, så den har de med igen.
Blandt de mange forestillinger, som de så på årets børneteaterfestival i Hjørring, har Næstved Teater valgt de bedste, f.eks. den Reumertnominerede ‘Tænk hvis man havde en rejsegrammofon’. Og til de allermindste har de valgt bl.a. ‘Kærlighed’, og så kunne de slet ikke stå for en pragtfuld opførelse af ‘Pinnocchio’.
Man kan læse mere udførligt om alle forestillingerne på deres hjemmeside www.naestvedteater.dk, hvor man også selv kan købe billetter.
Prisen er den samme som i denne sæson: 50 kr. + 10 kr. i gebyr – for både børn og voksne.
Næstved Teater fortsætter den populære tradition med Børneteaterbrunch den første søndag i hver måned (oktober-april). Brunchen efter forestillingen foregår i Foyeren til Ny Ridehus, og adgangen til disse forestillinger sker via Foyeren.
Til de 6 forestillinger med brunch er billetprisen 100 kr. + 10 kr. i gebyr – for både børn og voksne.