Næstved Teater præsenterer koncertforestillingen “Dan Turèll + Halfdan E” med Teatret Ved Sorte Hest og Jangmarks Agentur.
Opføres søndag 29. januar kl. 16.00 i Ny Ridehus, Næstved.
Efter 28 års ventetid kan man endelig komme til at opleve sine yndlingsnumre med Dan Turèll + Halfdan E LIVE.
Det sker, når Halfdan E og band rammer Næstved Teater med en af Danmarks bedste skuespillere, Mads Wille, som stemmen i front.
Teaterkoncert? Eller lydfilm? Projektet har altid været svært at rubricere. Tag et godt liveorkester, sæt det på en teaterscene midt i en film og tilsæt rekvisitter, regi, lys og magi – så har du koncertforestillingen.
Tilbage i 1993 var det et unikt og meget populært projekt, som den legendariske digter Dan Turèll og den musikalske troldmand Halfdan E satte i gang. En ny og let tilgængelig blanding af musik og beatlyrik, som danskerne var hurtige til at tage til sig. Samarbejdet var ikke til at komme udenom og resulterede i to prisbelønnede hitalbums. Næste naturlige skridt havde været at optræde på landets spillesteder, hvis ikke det var for det triste faktum, at Dan Turèll døde få måneder efter debutpladen.
Nu er der imidlertid godt nyt til alle inkarnerede fans – det er blevet tid til at vække klassikere som ’Hyldest til Hverdagen’, ’Sidste Tur Gennem Byen’ og ’Jeg Skulle Have Været Taxachauffør’ til live igen.
Halfdan E tog tilløb allerede i 2019 med udgivelsen af det tredje album ’Telefon til afdøde’, og nu tager han så på landevejen med et lille stjerneorkester, der mestrer hele bagkataloget.
I stedet for Dan Turèll selv har Halfdan E allieret sig med skuespiller Mads Wille (kendt fra bl.a. Badehotellet), som specielt til lejligheden giver stemme til Turèlls udødelige digte. Musikalsk bliver Halfdan E bakket op af Søren Siegumfeldt (saxofon/fløjte) og Lars Terkelsen (electronics).
Halfdan E og Mads Wille har instrueret.
Ledige billetter på http://www.naestvedteater.dk eller tlf. 26251850.