Næstved Teater præsenterer danseforestillingen “Two Lions and a Castle” med Dansk Danseteater. Opføres mandag 20. september kl. 20.00 i Ny Ridehus, Næstved.

EN SATIRISK, SKÆV OG GROTESK FORESTILLING OM TILBLIVELSEN AF DET PERFEKTE SHOW!
Hvordan skaber man stor kunst? Et ultimativt og fantastisk show, der får publikum til at dåne af ren og skær lykkerus? Og hvad med alt det, der bliver sorteret fra i processen? Disse spørgsmål bliver taget under kærlig behandling af den virtuose og charmerende israelske koreograf Roy Assaf, som er en absolut mester i at forene det vanvittige med det alvorlige. Two Lions and a Castle er en ironisk kommentar til det gebet, det er at lave scenekunst. I forestillingen møder vi en række vidt forskellige skøre skæbner, og snart tegner der sig et potpourri af små satiriske nedslag inspireret af koreografens iver efter at skabe den ”perfekte forestilling”. Two Lions and a Castle er ikke en klassisk danseforestilling, men placerer sig i et genrefelt mellem dans og performance, hvor dansernes stemmer er fokus.

Roy Assaf har tidligere skabt værker for nogle af de mest indflydelsesrige spillesteder i verden, bl.a. Batsheva Dance Company i Tel Aviv og Baryshnikov Arts Center i New York. Hans forestillinger har et stærkt teatralsk præg, et effektfuldt fysisk udtryk og en naturlig indlevelse, hvilket alt sammen har gjort ham til en af Israels mest efterspurgte koreografer.

De medvirkende er Dansk Danseteaters dansere.

Ledige billetter på http://www.naestvedteater.dk eller tlf. 26251850.

Foto: Raphael Frisenvænge Solholm