En skøn blanding af sang, musik og latter på tysk, dansk og engelsk.

Det er der lagt op til, når Koret First Choice fra Næstved den anden weekend i november møder sit nye tyske venskabskor Bodelschwingh-Kantorei i Lübeck.

I alt 100 sangere skal mødes i tre dage og lære hinanden at kende gennem workshops, fællessang, fest og sightseeing samt ikke mindst en stor fælles koncert søndag den 17. november i Bodelschwingh Kirche for venner, familie og alle andre, der måtte have lyst til at være med.

Forud for weekenden har en mindre gruppe af medlemmer af de to kor mødtes både i Lübeck og Næstved samt via Teams for at forberede mødet mellem de to kor.

Arrangementet bliver gennemført med støtte fra Interreg, et program under EU, som støtter samarbejde mellem regioner på tværs af landegrænser i det her tilfælde Nordtyskland og det sydlige Danmark.