Når der bliver fløjtet til kampstart i den nye Arena Næstved ved VM i Kvindehåndbold, bliver det med en velkendt figur på sidelinjen. VM i Næstved har nemlig fået Næssi som maskot.
De fleste børn i Næstved kender ham godt, og mon ikke mange voksne har hilst på ham et par gange eller tre. Det er selvfølgelig dragen Næssi, der bliver maskot for VM i Kvindehåndbold i Næstved.
Næssi bliver præsenteret som VM-maskot i Børnekulturhuset på Kulturnatten, fredag den 2. oktober klokken 17.00. Og det er en spændt Næssi, der for første gang skal være maskot for en sportsbegivenhed.
– Jeg glæder mig rigtig meget til VM. Jeg elsker jo fester, og VM er en håndboldfest! Det bliver rigtig sjovt! lyder det fra Næssi.
På fredag får Næssi overdraget sit officielle VM-tøj i Børnekulturhusets nye lokaler på Grønnegades Kasserne, Kulturcenter. Alle er velkomne til overrækkelsen, hvor børnene vil få mulighed for at hilse på ham og høre, hvad han glæder sig mest til ved VM. Selv er han ikke i tvivl.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at se alle de mange, søde mennesker og måske også hilse på håndboldspillerne? Og jeg tror også jeg selv vil prøve at spille håndbold, jeg er helt sikkert verdens bedste håndboldmålmand, eller i hvert flad den bedste håndboldsmålmandsDRAGE. Og så glæder jeg mig også rigtig meget til at prøve mit nye tøj. Jeg er jo en pelset drage, så jeg plejer ikke at gå med tøj. Men når alle andre har håndboldtøj på, vil jeg selvfølgelig også prøve.
Næssi vil være til stede ved alle kampe, der bliver spillet i Arena Næstved – både før og under kampene, hvor han vil sørge for, at der er den helt rigtige håndboldstemning. Næssi vil desuden også være til stede ved VM-finalen i Herning den 20. december, hvor han vil feste sammen med de andre maskotter.