For mange børnefamilier er efterårets komme lig med starten på et nyt program for Næssi-Søndagskoncerter.
Koncertrækken består af fem fantastiske familiekoncerter, heriblandt den elskede og skattede Nytårskoncert hvor den grønne drage Næssi optræder sammen med vennerne i Ulla Abdullas Coco Bongo Band. Derudover står fire topprofessionelle bands klar til at fyre den af i Musikstalden.
Inviter en ven med
Konceptet er langt fra nyt og publikum tæller mange trofaste familier og børn, og år efter år er der også nye ansigter i blandt. Mange af dem benytter sig af muligheden for at købe et VIP-kort, der i år giver en særlig stor besparelse. Løssalgsbilletter koster kr. 60 pr. person pr. koncert, men med det særlige VIP-kort til kr. 250, kan du opleve samtlige fem koncerter, og invitere en ven med.
Den 25. oktober spiller Ørehængerne sæsonens første koncert. Ørehængerne er et sprudlende orkester, der spiller helt nye sange med udgangspunkt i børnenes eget liv, og på en sjov, umiddelbar og til tider alvorlig måde berører nogle af de emner, som er en del af moderne børns hverdag.
Billetter og VIP-kort bliver sat til salg i forbindelse med Kulturnatten den 2. oktober. Og fra Billetkontoret, der denne dag har åbent kl. 10.00 – 23.00, venter der en Næssi-CD i gave til de første 100 købere af billetter og VIP-kort til Næssi-Søndagskoncerterne.
Koncerterne arrangeres i et samarbejde mellem Levende Musik I Skolens Kamæleonkoncerter, Børnekulturhuset og Grønnegades Kaserne, kulturcenter.