Fra tirsdag den 26. maj kan man ikke blot parkere sin bil over for Ramsherred 9 – man kan også parkere sit legeme og mærke byrummet på en ny måde. Næstved Kommune sløjfer midlertidigt nogle p-pladser for at gøre plads til betonmøbler og konstruktioner, der giver mulighed for at sidde, at opleve eller være aktiv i bymidten.
”Meningen med møblerne er, at vi sammen skal se bymidtens muligheder og potentialer på nye måder. Når vi begynder i Ramsherred er det en forlængelse af vores BymidteVærksted, hvor vi sammen med borgerne har udviklet på Næstveds bymidte. Nu rykker vi arbejdet ud, hvor borgerne og de forretningsdrivende er – ude på gaden. Det giver forhåbentlig endnu mere liv og lyst til at hjælpe med at skabe Næstveds fremtidige bymidte,” fortæller chefkonsulent Berit Rathenborg Bæhr fra Næstved Kommune:
”Vi kommer til at hapse nogle af parkeringspladserne i de fire uger forsøget kører i Ramsherred. Det kan skabe en irritation for nogle, men vi vil på den anden side også mægtig gerne undersøge, hvad der sker, når man ændrer en plads. Jeg håber, at mange vil være nysgerrige på byrummet og prøve at bruge det på en ny måde.”
Det er firmaet Nomadisk af Natur, der har bygget møblerne. De har god erfaring med by-eksperimenter og vil, sammen med Næstved Kommune, sætte møblerne op tirsdag den 26. maj om formiddagen på parkeringspladsen over for Ramsherred 9. De får lov til at blive stående i fire uger, før de flytter til en ny plads, som Cityforeningen udpeger. I alt fire pladser får besøg af møblerne hen over sommeren.