Der mangler struktørelever til at sikre byer, veje og naturområder mod klimaforandringer. Det var hovedbudskabet, da miljøminister Magnus Heunicke (S) deltog i en dialog om rekruttering af elever med EUC Sjælland, erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter.
Hvis vi i fremtiden skal sikre danske byer, infrastruktur og naturområder mod stigende havvand, kraftigere nedbør og flere ekstreme vejrfænomener, er det afgørende at uddanne flere struktørelever. Det er nemlig struktørerne, der omsætter klimatilpasning til konkrete løsninger – fra regnvandsbassiner og diger til kystsikring og kloakering.
Det var budskabet, da EUC Sjælland mandag den 17. februar i samarbejde med entreprenørvirksomheden Holbøll, 3F, Næstved Kommune og Dansk Industri, inviterede miljøminister Magnus Heunicke (S) til dialog om den stigende efterspørgsel på struktørelever.
“Det er ikke et problem at finde lærepladser, det er et problem at finde lærlinge. Der er mange virksomheder, som gerne vil have lærlinge, men de kan være svære at finde,” sagde uddannelseschef på EUC Sjælland, Ole Holm, med henvisning til virksomhedernes voksende behov for kvalificerede struktørelever.
Minister: Struktørerne leverer klimasikring i praksis
Dagens tema blev godt modtaget af miljøminister Magnus Heunicke, der understregede vigtigheden af faglært arbejdskraft i den grønne omstilling:
“Vi bruger milliarder på at diskutere og planlægge den grønne omstilling, men intet af det bliver til noget, hvis vi ikke har folk med den rette uddannelse til at føre det ud i livet. Struktørerne leverer klimasikring i praksis – det er grøn omstilling i virkeligheden.”
Ministeren pegede samtidig på et paradoks: Mange unge interesserer sig for klima og bæredygtighed, men alligevel fravælger de faglærte uddannelser.
“Når et ungt menneske har et billede af en hval hængende på sit teenageværelse, så er det jo dem, der skal få lyst til at sige: Kan jeg arbejde med det her i praksis? Kan jeg være med til at sørge for, at der kommer mindre forurening i havene? Der har vi alle – politikere og arbejdsmarkedets parter – en stor opgave. Vi skal gøre det konkret.”
Elever: Klimaperspektivet gør en forskel
Klimaperspektivet i struktøruddannelsen er en af de faktorer, der kan tiltrække flere unge til faget. Det understregede William Munk, en af de fremmødte struktørelever på 17 år, der blandt andet valgte faget, fordi klimaet spiller en afgørende rolle for ham:
“På et eller andet tidspunkt skal jeg jo selv have børn. Jeg vil gerne have, at de vokser op i et godt klima og miljø. Vi struktører hjælper klimaet – for eksempel med regnvandshåndtering, så vi kan håndtere de kraftigere regnskyl.”
På spørgsmålet om, hvorvidt hans klassekammerater deler den samme bevidsthed om klimaet, var han ikke i tvivl:
“Ja, vi går meget op i klimaet i vores arbejde. Vi genbruger alt, og hvis vi skal lave skæringer, beregner vi, hvordan vi kan spare materialer ved at skære anderledes. Vi tænker meget over bæredygtighed.”
Til ordstyrer Ole Holms sidste spørgsmål om, hvad ministeren havde fået ud af besøget, lød svaret:
“Der er mange gode ting, jeg vil tage med mig. Vi sidder lige nu og helt konkret laver Danmarks Klimasikringsplan 2. For at være hudløs ærlig: Der har ikke været nogen til de her møder – heller ikke mig selv – der har sagt: Hvem skal lave det her? Det punkt, må vi sikre, kommer med.”
