Næstved Kommune ønsker at uddanne et helt hold meritpædagoger. Opkvalificeringen af en større gruppe pædagogmedhjælpere skal som noget nyt ske på Campus Næstved, så de meritstuderende kan blive i deres lokalområde og tæt på deres arbejdsplads.
Næstved Kommune og Professionshøjskolen Absalon har indgået et nyt samarbejde om en meritpædagog-uddannelse. Absalon har før haft en lignende model, hvor et hold meritstuderende fra Vordingborg Kommune læste på Campus Vordingborg. Denne model er ny og interessant, da det indebærer at flytte undervisere ud til et campus, hvor man ikke til hverdag udbyder pædagoguddannelsen. Den nye model med Næstved Kommune er rettet mod folk med minimum fem års relevant pædagogisk arbejde, der samtidig lever op til adgangskravene til meritpædagog-uddannelsen.
Uddannelsesleder Morten Pape Nielsen er glad for at kunne imødekomme et konkret behov for Næstved Kommune og synes, modellen med at oprette uddannelse, hvor der er behov, er interessant.
“Vi er rigtig glade for at få sådan en henvendelse og er meget samarbejdsvillige. Et eller andet sted er det smartere eller mere fornuftigt, at vi flytter en underviser, end at Næstved Kommune flytter et helt hold”, siger Morten Pape Nielsen, Absalon.