Herlufsholm Gymnastiks konkurrencehold henter fem medaljer ved årets Julecup i Gladsaxe.
Der er meget at fejre i Herlufsholm Gymnastik for tiden. For to uger siden blev foreningen kåret til Årets Forening 2024 af GymDanmark og ved sæsonens første konkurrence kom fem ud af foreningens syv deltagende TeamGym-hold på podiet.
Guld, sølv og 3 x bronze
Det var sæsonpremiere for konkurrenceholdene, da mikro-, mini- og juniorpigerne fra HG deltog i årets traditionsrige Julecup i Gladsaxe Sportshal. Selvom det er tidligt på sæsonen og nerverne skulle holdes i ro, viste alle syv hold flot gymnastik, hvor flere af holdene opnåede højeste karakter i spring på bane og rytmeserien på gulv i deres puljer.
Det udløste en sand medaljeregn og de forskellige trænerteams er da også yderst tilfredse med gymnasternes præstationer allerede på nuværende tidspunkt.
De tre mikropigehold hentede en guldmedalje i pulje 4, en bronzemedalje i pulje 5 samt en flot 8. plads i pulje 1. I Regionsrækken tog minipigerne en bronzemedalje i pulje 4 og en 4. plads i pulje 1, mens minipigerne i Danmarksserien løb med sølvmedaljen i pulje 3.
Hos juniorpigerne var der kamp om pladserne i toppen af pulje 1 i Danmarksserien. HG/Vintersbølle-holdet var ramt af flere skader, men lykkedes at tage bronzemedaljerne med ganske få point op til 1. pladsen.
Tror på flere medaljer
Gladsaxe Julecup er en hyggelig konkurrence, hvor TeamGym-hold fra Sjælland og øerne prøver det hele af, inden den rigtige konkurrencesæson går i gang efter nytår. Der er nu en masse at arbejde videre med for trænere og gymnaster inden Sjællandsmesterskaberne i januar for mini, junior og senior. Med de flotte resultater ved Julecup er der tro på flere medaljer og det tegner godt for den kommende sæson for de lokale gymnaster.