Marie i Vidunderland er titlen på en ny og innovativ forestilling planlagt og udført af Næstved Musikskole og opført i parken på Rønnebæksholm.
Forestillingen er et samarbejde mellem eleverne fra musikskolens teater, avantgarde og musikhold, Billedskolen Storstrøm, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved Bibliotek, Næstved Ungdomsskole og Rønnebæksholm.
Handlingen tager afsæt i historien om Marie Toft, som boede på Rønnebæksholm med sin anden mand N. F. S. Grundtvig fra 1851-1854. Anne Sofie Reumert, som er et velkendt teater- og performancenavn i Næstved, har fundet inspiration i Lewis Carrolls berømte roman ”Alice i Eventyrland” og skabt et nyt og samarbejdende format, der som en særlig krølle på halen bliver opført i år, hvor Rønnebæksholm også fejrer sit 700-års jubilæum.
Forestillingen vises to gange lørdag d. 19. juni og én gang søndag d. 20. juni i parken på Rønnebæksholm og er støttet af Næstved Kommunes aktivitetspulje, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, som understøtter produktionen, scenograf og kostumier Tanja Bovin, som syer og fremskaffer kostumer, og Kristian K Tegnestue og Sceneteknik, som bidrager med scenografiske løsninger.
Der venter publikum en underholdende oplevelse med musik, dans, sang, akrobatik, teater og et teselskab uden lige.