Næstved er endnu en gang på kortet, når Magtens Korridorer drager på efterårets turné i 2024. Den 26. oktober står de på scenen i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, og der venter en gedigen live rockkoncert!
Som altid vil en Magtens Korridorer-koncert være et manifest over hele karrieren med mange af de store, klassiske sange – men der bliver også plads til et par nye singler.

Magtens Korridorer har med deres dansksprogede rockmusik og ligefremme attituder forlængst etableret sig som en vigtig del af den danske musikscene. Med deres unikke liveoptrædener formår de at skabe stemning, invitere alle til fest og skabe et frirum fra hverdagens trivialiteter. Koncerterne er bandets hjemmebane, hvor de sammen med publikum igen og igen understreger, at levende rockmusik i godt selskab og med et glas øl i hånden, med overvejende sandsynlighed, er kommet for at blive!

I 2005 udsendte Magtens Korridorer debutalbummet ‘Friværdi’, og siden har de udgivet en række albums, der hver har leveret gedigne hits til det nu imponerende bagkatalog.

I 2021 udkom det anmelderroste album ’Club Promise’ med bl.a. sangene ’Ensom Stjerne’, ’Månelys i Rav’ og titelnummeret, som allerede er blevet en nyklassiker blandt det rock-elskende koncertpublikum. Senest har Magtens Korridorer i oktober 2022 udgivet EP’en ’Nødudgang’, med den smægtende smukke single ’Natsværmernætter’.
Magtens Korridorer består af Johan Olsen (vokal), Niklas Schneidermann (guitar), Rasmus Kern (guitar og keys), Terkel Møhl (bas) og Anders Ramhede (trommer).

Billetsalget til koncerten den 26. oktober i Næstved starter torsdag d. 1 februar kl. 10:00.

Pressefoto