Seniordamerne fra Herlufsholm/Vintersbølle tager guldmedaljerne i Danmarksserien ved Sjællandsmesterskaberne i TeamGym.
Lørdag var seniorhold fra hele landet samlet i Arena Randers, da der blev afholdt Jysk/Fynske og Sjællandsmesterskaber i TeamGym.
Herlufsholm/Vintersbølles seniordamer var placeret i 1. division i Danmarksserien med syv andre hold.
Sikre spring gav sejr
”Vi gennemførte konkurrencen uden et eneste fald i springene på bane og minitrampolin – og dem er der 36 af”, fortæller springtræner Peder-Andreas Nerup. De sikre spring betød, at holdet opnåede rækkens højeste karakter i disse to discipliner, mens rytmeserien på gulv gav rækkens næsthøjeste karakter. Samlet set var der derfor ingen, der kunne nå damerne fra Sydsjælland, der var næsten to point bedre end vinderen af de Jysk/Fynske mesterskaber fra Svendborg og hele fire point bedre end nr. 2 på Sjælland, som blev Gladsaxe.
”Vi er glade for den udvikling og de resultater samarbejdet mellem Herlufsholm og Vintersbølle Gymnastikforeninger nu giver”, siger Peder-Andreas Nerup og fortsætter, ”vi arbejder med at skabe et fællesskab i regionen for gymnaster, der vil udvikle sig og være blandt de bedste, så disse mesterskaber viser, at vi er på rette vej”. For to uger siden vandt juniorpigerne guld ved SM.
Fra skrækskade til mesterskab
Guldmedaljen betød ekstra meget for en af seniordamerne. For godt to år siden rev Frederikke Skov Hansen det bagerste korsbånd over, da hun gik på gymnastikefterskole. Ifølge lægerne var det slut med konkurrencegymnastik. Men den besked ville hun ikke acceptere! Skaden krævede to operationer hos specialisterne på Bispebjerg Hospital, tre måneder med skinne og 1,5 års genoptræning. Stædighed og en masse genoptræning med en god fysioterapeut har nu resulteret i et comeback. ”Det var så fedt at være tilbage på gulvet og at kunne hænge guldmedaljen om halsen var ubeskriveligt!”, siger Frederikke, der nøje følger håndboldspilleren Mathias Gidsel, som har været igennem samme skade. Og det går jo meget godt for ham!
Næste konkurrence for seniordamerne bliver 1. runde af Forbundsmesterskaberne i slutningen af marts.