Verdensholdet tager klimaks fra eget show med til DGI International GymShow 2018. Under showet i Næstved kan holdene opleves sammen med verdenseliten, som flyves ind fra bl.a. Toronto, Singapore og Taiwan. Læs hvad en lokal Verdensholdsgymnast glæder sig allermest til ved showet.
Det skriver DGI Verdensholdet til Dit Næstved.
I juli 2017 sluttede DGI Verdensholdet deres turné med opvisning, undervisning og fællesskab.
Sammen med 25 andre gymnaster har Pernille Schou Jørgensen, som kommer fra Næstved-egnen, rejst rundt i mange verdenshjørner som en del af det 11. DGI Verdenshold. I dag er hun tilbage i vante omgivelser.
Sidste weekend i januar er Pernille Schou Jørgensen klar til DGI International GymShow og hun glæder sig specielt til showet i Næstved, som er Pernille Schou Jørgensens hjemby.
Derfor har vi stillet hende et par spørgsmål til Verdensholdet og det kommende show. Her får du hendes svar:
Hvad er det bedste ved at være en del af Verdensholdet?
Det er jo lidt et kliché-svar, men det er virkelig bare det fællesskab og sammenhold, der er ved at være en del af Verdensholdet. Det her med at blive en del af noget, der er så tæt, fordi man er så intenst sammen.
Og det er ikke kun under touren, under shows og under træning – det er også alt det, man har sammen bagefter. Jeg tror, at det at vi også har været så pressede sammen betyder, at vi har fået et fællesskab, der er mere, end hvad man ellers oplever.
Hvad glæder du dig allermest til ved International Gym Show 2018?
Når man er færdig på Verdensholdet, så kommer man ret hurtigt til at savne holdet og også det at være på gulvet og lave opvisning. For det er især dér, man mærker fællesskabet. Og så bliver det også sjovt at lave et indslag sammen med de to tidligere Verdenshold, så man også fornemmer det fællesskab, de har haft sammen. Men jeg glæder mig allermest til at mærke det sus, der er ved at være på gulvet igen.
Hvad kan publikum se frem til fra Verdensholdets show til IGS18?
En af de dele, som har været allermest populære under vores show, hedder “break through”, hvor både piger og drenge springer. Det er meget dramatisk og fungerede som klimakset under vores show. Men generelt kan publikum til International GymShow se frem til at opleve det allerbedste fra vores serier.
Showet finder sted i Næstved, Herning og Odense.
Hvad kan publikum se frem til fra Verdensholdets show til IGS18?
Publikum kan se frem til en god energi og nogle drenge og piger, som er helt vildt friske på at fyre den af igen. Nu er vi kommet lidt væk fra opvisningerne igen, men det betyder bare, at vi savner det endnu mere.
Og generelt skal publikum glæde sig til et fantastisk godt show med et godt mix af indslag fra de sidste tre Verdenshold og udenlandske artister, som helt sikkert vil komme med noget, som er nyt for os at opleve, for eksempel cirkus, dans og akrobatik.
Billetter til showet i Næstved kan købes på billetten.dk.