Vibeke Nielsen, der er indehaver af Byens Blomster i Næstved på 13. år, udvider sin forretning med endnu en butik og åbner nu Byens Blomster i Skælskør på Nytorv 8. Butikken i Skælskør åbner allerede mandag den 1. oktober.
“Jeg har altid haft et ønske om at udvide min forretning med endnu en butik, og da flere af mine gode kunder i Skælskør opfordrede mig til at åbne Byens Blomster i Skælskør, så var det en nem beslutning. Min forretning er bygget op omkring de 3 K’er – Kvalitet, Kreativitet og god Kundeservice. Desuden udfører vi alt blomsterbinderi lige fra fødsel til begravelse. Ingen opgaver er for små eller for store”, fortæller Vibeke Nielsen til Dit Næstved.
Alle varer hos Byens Blomster køber Vibeke direkte hos gartnere rundt om i verdenen og på Grønttorvet i Taastrup. Blomsterne bliver leveret seks dage om ugen, så der er altid garanti for friske varer til alle kunder.
“Jeg glæder mig til at vise den nye butik frem. For jeg har knoklet de sidste par uger med indretning og alle de nye, dejlige varer, der er kommet hjem”, tilføjer Vibeke Nielsen.
Byens Blomster i Skælskør vil, som sin søsterbutik i Næstved, blive medlem af Interflora-kæden, hvilket gør det muligt for kunderne at sende blomster, hvorhen i verden de ønsker det.
For at finde mere information om Byens Blomster i Næstved og Skælskør kan du besøge hjemmesiden Byensblomster.dk.
Når den helt nye butik åbner mandag d. 1. oktober, bliver det med vinsmagning og gode tilbud. Først og fremmest vil der være fyldt op med efterårsvarer. Og på åbningsdagen er der smagsprøver på vin fra 14-17.
Åbningen af den nye butik fejres med en reception fredag d. 5. oktober fra kl. 18, hvor Vibeke Nielsen gerne vil se familie, kunder, leverandører og venner af huset.