Liselunds romantiske og lidt skjulte perle venter på dig. Oplev det eventyrlige lystslot og den idylliske have på en rundvisning i løbet af sommeren frem til 31. august.

Få minutter fra Møns dramatiske Klint ligger et lille, eventyrligt lystslot i en drømmeagtig have med masser af spændende fortællinger. Dem kan du få på en rundvisning inde på lystslottet og i den romantiske have onsdage-søndage frem til 31. august.

“Jeg glæder mig til, at vi denne sæson endnu engang kan byde velkommen indenfor hos Calmetterne på rundvisningerne inde på lystslottet og dykke ned i adelparrets historie”, fortæller Bo Feldvoss, forvalter på Liselund.

Liselund Slot og den romantiske have blev bygget i slutningen af 1700-tallet som et prægtigt haveanlæg af adelsparret Antoine og Lisa de la Calmette. Her kunne parret trække stikket, nyde deres kærlighed til hinanden og gå på opdagelse.

I dag sænker sig stadig en særlig ro over Liselund, og her 200 år efter kan gæster opleve den stemningsfulde have med det samme eventyrlige lille slot, som også var et yndet motiv for guldaldermalerne.

Calmetternes spændende og romantiske univers

På rundvisningen indenfor på det lille lystslot bliver Antoine og Lisas spændende og romantiske historie udfoldet.

Gå rundt i de intime og smukke værelser, nyd detaljerigdommen i spisesalens nyklassicistiske interiør og den betagende udsigt til de grønne skrænter. På rundvisningen fortælles blandt andet om aben, der reddede Antoines familie fra et ødelæggende jordskælv i Lissabon og ændrede – ikke bare Antoines liv – men hele periodens verdensbillede.

Liselund Have er Danmarks bedst bevarede romantiske have, og på havevandringen får gæsterne indblik i det nøje planlagte vildskab, tankerne bag den romantiske have og de små kærlighedsbreve i form af monumenter, der ligger strøet rundt i haven.

Besøg Liselund

I højsæsonen, juli og august, kan du besøge Liselund på rundvisninger onsdag-søndag kl. 11, 13 og 15.

Rundvisningen kl. 13 omfatter både besøg på lystslottet og den romantiske have.

For at sikre plads på rundvisningerne anbefales det at købe billetter på forhånd. Billetter kan købes online på natmus.dk/liselund

Eventuelle resterende billetter sælges i Slotskiosken.

Læs mere på natmus.dk/liselund

Om Liselund Antoine og Lisa de la Calmette byggede i 1792 en romantisk have og et lille lystslot faretruende tæt på Møns Klint. Stedet blev opkaldt efter Lise, og det berejste adelspar benyttede Liselund som et fristed, hvor de ikke bare kunne nyde deres kærlighed til hinanden. Her kunne de også invitere åndsfæller og diskutere oplysningstidens frie, rationelle idéer og de kunstneriske tanker, der prægede romantikken. Og selv efter Antoine og Lisas levetid tiltrak stedet kunstneriske sjæle. Thorvaldsen, Oehlenschlæger, H.C. Andersen og flere guldaldermalere har fundet inspiration på disse grønne skrænter. Og i dag er den imponerende have på Liselund den bedst bevarede romantiske have i Danmark.

Liselund blev fredet i år 2000, og siden 2005 har det været en del af Nationalmuseet. Haven anses som værende et af de bedste steder af nyde Møns Dark Sky.

Foto: SDL