Forårets sidste koncert på Spillestedet Vershuset byder på muligheden for at opleve musikken fra et af tidernes største rockbands, når Letz Zep fra UK går på scenen.
Letz Zep
Prisvindende Letz Zep er planetens største og mest autentiske Led Zeppelin tribute-band og de er anerkendt og beundret af selveste Jimmy Page og Robert Plant. Letz Zep både lyder som og ligner musiklegenderne i Led Zeppelin: “I walked in – I saw me!”, har Robert Plant sagt. Og man kan ikke fortænke Plant i sin overraskelse, for forsanger Billy Kulke ligner ham og har en vokal, der kommer skræmmende tæt på Plants i Led Zeppelins storhedstid.
Letz Zep har optrådt i mere end 50 lande, og de har været på scenen på over 100 festivaler overalt i verden – helt sensationelt også på Wacken Open Air som det eneste kopi-band nogensinde. Medlemmerne er professionelle og erfarne musikere, der hver især har spillet og turneret med acts som Ozzy Osbourne, Roger Daltrey, Debbie Bonham, Uriah Heep og Saxon.
Så gå ikke glip af dette utrolige show, der med helt autentiske gengivelser tager publikum tilbage til tiden, hvor Led Zeppelin fyldte stadions over alt. Showet inkluderer alle de mange store klassikere som “Immigrant Song”, “Kashmir”, “The Song Remains the Same”, “The Rainsong”, “Good Times Bad Times”, “Whole Lotta Love”, “Dazed and Confused, “Communication Breakdown” og så selvfølgelig rockballaden over dem alle; Stairway to Heaven.
Letz Zep optrådte som hovednavn til det store officielle hyldestshow for John Bonham (John Bonham – A Celebration) og Jimmy Page inviterede dem efterfølgende til at optræde til udgivelsen af Led Zeppelins “Mothership” og senere til udgivelsen af Led Zeppelins remastered DVD-udgivelse, “The Song Remains the Same”.
Letz Zep: fredag den 16. maj. Døre klokken 20. Koncertstart klokken 21.
Forsalg og mere info: www.vershuset.dk
Spillestedet Vershuset, Grønnegade 10, Næstved
