Er du til golfbane i baghaven, så er Golfhaven i Rønnede tæt ved Næstved lige noget for dig. Ejendomsudviklingskoncernen Maycon fra Næstved er ved at opføre Golfhaven, der ligger lige op ad Rønnede Golfklub og som henvender sig til både familier og seniorer. EDC Poul Erik Bech har fået opgaven med at formidle udlejningen af 32 etplansrækkehuse med 3-4 værelser, som vil stå indflytningsklar i september 2023.

Anders Mayland, adm. direktør i Maycon, siger: ”Golfhaven er et af vores mange lokale projekter i Næstved og omegn. Vi bygger 32 etplansrækkehuse med 3-4 værelser i størrelserne 77, 90 og 120 m2. De henvender sig både til golf- og naturelskere, familier og seniorer, da de skønne, moderne boliger bygges lige ved golfbanen med smuk natur og udsigt. Vi er allerede godt i gang med byggeriet, og rækkehusene vil stå indflytningsklar i 2023, og vi vil snart begynde med de første åbent-hus-arrangementer, så interesserede kan skrive sig op.”
”Vi er rigtig glade for at have lavet en aftale med EDC Projekt Poul Erik Bech, der har stor erfaring med udlejningsopgaver som denne. Vi samarbejder fx med dem om vores spændende projekt

Kasernebyen i Ringsted med 210 DGNB-certificerede bæredygtige boliger – primært seniorboliger, men også familieboliger. Her er 60% allerede udlejet selvom, der er over ½ år til indflytning, så vi er overbeviste om, at EDC også kan løfte denne spændende udlejningsopgave i Golfhaven.”

Allerede stor interesse

Bjørn Gervø, projektchef i EDC Projekt Poul Erik Bech siger: ”Selvom vi endnu ikke er gået ordentligt i gang med udlejningsopgaven og åbent-hus, annoncering m.m., så oplever vi stor interesse for rækkehusene. Der er således allerede mere end 150, der har skrevet sig op på interesselisten, så vi forventer, at der bliver stor rift om boligerne. Det bliver da også et virkelig lækkert sted at bo for både familier og seniorer. Da de nye boliger i Rønnede ligger lige op ad Rønnede Golfklub, så er navnet naturligvis blevet Golfhaven, men man kan sagtens bo der selvom man ikke spiller golf, da det er tæt på naturen med en fantastisk udsigt.”

Nicky Rud, partner i EDC Bolig Poul Erik Bech Næstved, der lokalt står for selve udlejningen, og som er en del af Næstveds bedst sælgende ejendomsmægler, siger: ”Udover flot natur og golfbane, ligger de nye boliger blot få minutter til dagligvareindkøb, 9 min. fra Faxe og 21 min. fra Næstved. Nærmeste daginstitution er 8 min. kørsel, mens der er 10 min. til nærmeste skole. Den hurtige forbindelse til motorvejen er et ekstra plus for dem, som ønsker at bo et sted, hvor du hurtigt kan komme til og fra København eller en tur sydpå. Tæt på ligger både Camp Adventure, BonBon-land og Gisselfeld. Desuden får området snart en ny attraktion i form af Stop37, som bliver et større opholdsområde for både lokale og gennemkørende med alt fra dagligvareindkøb og take-out til hotel og restaurant med udeservering.”

”Udover den gode beliggenhed, så indrettes boligerne fleksibelt, så de kan tilpasses de udfordringer, der måske rent fysisk dukker op med tiden. Der bliver direkte udgang til en flisebelagt terrasse og havestykke, hvor der er plads til at hygge under åben himmel. Rækkehusene opføres i miljøvenlige materialer i et tidløst design, der tager højde for, at alle aldersgrupper skal have lyst til at leve og bo i Golfhaven. De moderne boliger bliver opført med gulvvarme i alle rum og er energioptimeret med luft til vand varmepumpe. Vi forventer som sagt stor efterspørgsel på boligerne, som især egner sig til de seniorer, hvor ungerne er flyttet hjemmefra og havearbejdet er blevet for stort,” siger Nicky Rud, EDC Poul Erik Bech Næstved.

Om Golfhaven

• 32 boliger
• Boligtyper 3- og- 4-værelsesrækkehuse
• Størrelser 77, 90 og 120 m2
• P-pladser
• El-ladestandere
• Indflytning september 2023
• Læs mere på www.golfhaven.nu

Pressefoto