Lige nu kan udstillingen ”KUP grafik og provins” opleves på Grafik Galleriet Grafisk Værksted ved Holmegaard Værk. Otte kunstnere udstiller værker, der alle tager udgangspunkt i grafikken og i provinsen. Men kunsten kan ikke kun opleves på udstillingen; den spreder sig ud som interventioner i byrummet.
På de otte infoskærme, der flankerer indfaldsvejene til Næstved, møder man i bilen værker af Heidi Hove, Christina Hamre og Ulla Hvejsel i form af badesandaler, sørgekåber og tryk på toiletpapir.
Ulla Hvejsel har været optaget af spildevand som en slags grafisk aftryk af mennesket under byen,og hun har skabt en vandring, hvor man kan følge sit spildevand fra Axel Torv i Næstved gennem byen ud til rensningsanlægget. I løbet af sommeren bliver denne vandring til en lydvandring og kan findes på: www.talkingoutofmyass.com. Indtil da kan man følge en folder i udstillingen.
Camilla Nørgaard har samlet plakater eller plakatrester fra byrummet og sammensat disse til et værk i form af en ny plakat. Den originale plakat kan opleves i udstillingen, men omkring i Næstved kan man gå på opdagelse efter trykte plakater af denne plakat af andre plakater.
På Næstved Bibliotek har ”KUP grafik og provins” indtaget en væg, hvor ting og værker løbende sniger sig ind. I den næste måneds tid vil en række ordværker af Dorte Buchwald skabt i samarbejde med brugere af Distrikspsykiatrien i Næstved løbende dukke op og udstilles.
Sarah Bodil Tierney udstiller på Grafik Galleriet dele af en lille publikation ”Jeg tager mål af din skygge”, som hun er i gang med at skabe på sit eget trykkeri, Helmet Press på Møn, samt som lærling på Det Gamle Trykkeri i Nakskov. Den udgives 1. juli. Jette Ellgaard har i grafikken arbejdet med græs, og Kristina Ask med det offentlige rums visuelle sammenstød.
I juli udvikler ”KUP grafik og provins” sig til en gratis avis, som via udstillingsplatformen Poly- på Vordingborg Station spreder sig gennem togbanen fra Næstved til Nykøbing Falster og videre til Lolland.
KUP står for Kvindeligt Univers i Provinsen og fokuserer på kvindelige kunstnere, på samtidskunst i provinsen og på interventioner i byrummet. Udstillende kunstnere i ”KUP grafik og provins” er Dorte Buchwald, Sarah Bodil Tierney, Camilla Nørgård, Ulla Hvejsel, Heidi Hove, Jette Ellgaard, Kristina Ask og Christina Hamre.
KUP grafik og provins er støttet af Statens Kunstfond, Næstved Kommune og Vordingborg Billedkunstråd.
KUP grafik og provins vises på Grafik Galleriet indtil 9. juli – åbent torsdag til lørdag. Værkerne i det offentlige rum kan følges hele sommeren.
Læs mere om udstillingen her