Kunstgruppen Kvisten, der består af syv lokale kunstnere, udstiller malerier, tegninger og fotografier i X-rummet på Næstved Bibliotek i perioden den 6. maj til den 31. maj.

Kunstgruppen Kvisten tæller i alt 7 lokale kunstnere, der mødes hver uge for at skabe kunst og samtidig dyrke socialt samvær. Gitte Kunkel Klitmøller fra gruppen fortæller: “Vi er alle sårbare på den ene eller den anden måde. Under tovholder Hernan Gonzalez styrker vi både vores kreative evner og sociale færdigheder, og vi udtrykker vores fælles kærlighed til outsider-kunst”.

Værker med fælles udgangspunkt
Gruppens medlemmer er alle selvlærte kunstnere, og deres værker spænder bredt – både når det gælder medie, genre og udtryk. Fælles for dem alle er dog, at de ofte er fortolket ud fra samme idé. Kvisten har nemlig tradition for at ”trække et emne” og derefter skabe et værk ud fra det hver især, for eksempel vartegn fra Næstved, generelle -ismer eller helt specifikke stikord. Denne arbejdsmetode giver både en spændende dynamik, styrker samarbejdet og udfordrer den enkelte kunstner.

Gruppen skaber både fotografier, digitale manipulationer, tegninger, akvareller og akrylmalerier ud fra de samme idéer – og nyder hinandens selskab samtidig. ”Det er en win-win-situation”, siger Gitte Kunkel Klitmøller.

Udstillingen kan opleves i X-rummet på Næstved Bibliotek i perioden mandag den 6. maj til fredag den 31. maj.

Søhesten – Mette MF Christiansen