Den 1. oktober er der atter gang i Næstveds gader og stræder, når Kulturnatten slår dørene op.

Næstveds kulturaktører, interesseorganisationer og lokale ildsjæle har igen lagt hovederne i blød og budt ind med en lang række spændende aktiviteter, når der om en uge er Kulturnat i Næstved.

Det hele er vanen tro gratis, og der er noget for enhver smag. Programmet byder på alt fra koncert med Katinka, kørsel med veteran-taxaer, græskarsuppe med teatersjov, tango, brandslukning, fotoudstilling, drone-flyvning og meget mere.

Eventkoordinator på Grønnegades Kaserne Kulturcenter Monica Hermann glæder sig over, at COVID19-nedlukningen ikke sætter en kæp i hjulet for årets kulturnat.

”Jeg er meget glad for de arrangører, der har meldt sig på banen trods den korte og anderledes planlægningsfase,” siger Monica Hermann, som nu bare glæder sig til på fredag:

”Alle kan se frem til en masse anderledes oplevelser, hvor man kan se sin by i et skær, man ikke er vant til, fortæller en travl eventkoordinator, der skal have samlet de sidste tråde, inden det hele går løs på fredag.

I år er programmet digitalt, hvilket har gjort det muligt at få flest mulige arrangementer med. Der bliver tilføjet oplevelser hele ugen op til fredag den 1. oktober.

Se programmet her www.kulturnat4700.dk

Flotte plakater i Næstveds lygtepæle vidner om, at Kulturnat 2021 er på vej. Pressefoto.