Egnsteatret holder åbent hus i TEATERSALEN fra kl. 19 – 22 med gratis suppe, skøre kokke, levende musik, stepdans og klovneri
DANSK RAKKERPAK & FASTER COOL åbner igen dørene til Teatersalen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter og inviterer børn og voksne på en god kop græskarsuppe med brød af god krumme – serveret af egnsteatrets eget skøre serveringspersonale med Overkok Gustav Fleiner (Niels Grønne) og Underkok Otto Kok Hansen (Niels-Peter Kløft) i front
Den levende musik leveres i år af sangerinden Camille í Dali og hendes sprudlende jazztrio der spiller kl. 19, 20 og 21. Trioen består af Jens Ulrik Simonsen på trommer, Jacob Brandt på kontrabas og Søren Lund på guitar.
Derudover er der komisk sceneoptræden ved den musikalske duo “Ilmo og Kirsten” som elegant og dog klodset præsenterer både ekvilibristisk stepdans og skørt klovneri kl. 19:30, 20:30 og 21:30. Stepdanseren Ilmo Simonsen er virtuos inden for sit område og har optrådt både små og store scenen, på tv, i teaterforestillinger og med bigbands i koncertsale og vundet et hav af priser og danse-battles. Bag ”Kirsten” gemmer sig klovnen og nycirkus-artisten Freja Kreutzfeldt.
NB. Baren er åben med så lave priser at man må dukke sig når man går ind!
Det bliver ski’ hyggeligt!