Næstved Kommunes kontrolgruppe skal være med til at sikre, at kommunale ydelser udbetales på et korrekt grundlag. Kontrolgruppens arbejde førte i 2024 til et resultat på samlet 20 millioner kroner. Forkvinde for Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalget roser indsatsen.

Kontrolgruppen er Næstved Kommunes indsats mod socialt bedrageri. Arbejdet består i at undersøge, om offentlige ydelser bliver udbetalt på et korrekt grundlag.

Kontrolgruppens arbejde førte i 2024 til et resultat på samlet 20 millioner kroner, som blandt andet dækker over stop af ydelser og tilbagebetaling af ydelser.

Det kan være, hvis en borger uberettiget får udbetalt for eksempel kontanthjælp, økonomisk fripladstilskud til daginstitution, pension, sygedagpenge eller andre sociale ydelser.

Forkvinde for Beskæftigelses- og Rekrutteringsudvalget, Charlotte Roest, roser Kontrolgruppens indsats.

– I udvalget er vi meget glade for den indsats, Kontrolgruppen leverer. Det er en vigtig indsats, som er med til at sikre, at kommunale ydelser går til dem, der er berettiget til hjælp. Det kan være hårdt økonomisk for den enkelte borger, hvis borgeren, måske på grund af en fejl, uberettiget har fået udbetalt en ydelse, som så måske skal betales tilbage. Det er vigtigt for os, at skatteborgernes penge bliver brugt korrekt og på lovlig vis, siger Charlotte Roest.

Kontrolgruppens arbejde

Næstved Kommunes kontrolgruppe hører under Center for Arbejdsmarked. Kontrolgruppen arbejder med forebyggende kontrolarbejde i kommunen og samarbejder med blandt andre Center for Dagtilbud, Skole og Forebyggelse, Center for Børn og Unge samt Center for Kultur og Borgerservice.

Kontrolgruppen samarbejder også med andre myndigheder som politiet, Skat, SU, Lufthavnstilsynet, Hvidvasksekretariatet, Udbetaling Danmark og Den fælles Dataenhed.

Gruppen undersøger de oplysninger, der for eksempel kommer ind via anmeldelser, interne henvendelser samt oplysninger fra andre myndigheder. Arbejdet består blandt andet i at undersøge følgende:     

Hvilke ydelser borger modtager
Borgers bopælsforhold
Hvad borger har af indkomst
Om borger har været udrejst
Borgers skatteoplysninger
Eventuelle oplysninger fra diverse sociale medier

Hvis Kontrolgruppen vurderer, at en borger har modtaget en ydelse uberettiget, kan der komme krav om tilbagebetaling og/eller stop af ydelsen samt eventuelt en politianmeldelse for socialt bedrageri.

I 2024 førte Kontrolgruppens arbejde til et resultat på samlet 20 millioner kroner. Pressefoto