Rapperen Filuka leverer en eksperimenterende og indlevende fusion af soul og hiphop. Hun er gæst på festivalen Næver Tell fredag den 6. maj kl. 20.00.

Filuka er en ung sangerinde, rapper og tekstforfatter, hvis musikalske udtryk blander elementer af soul, old school hiphop og eksperimenterende beats. På toppen heraf finder man Filukas rim, der maler et personligt og udtryksfuldt billede fyldt med samfundskritik, ord-lege, poesi og personlige fortællinger.

Ordekvilibrist Filuka har vist sig som én af den danske undergrunds helt markante og interessante skikkelser. Hendes debutalbum ”Kronisk Forstyrret” udkom i foråret 2020, og opfølgeren ”Ordekvilibrist” udkom i 2021. Den er ifølge hende selv ”et værk, der slanger sig igennem et iørefaldende univers med et soul-twist, der rykker i nakkehvirvlerne.”

Oplev Filuka ved en gratis koncert fredag den 6. maj kl. 20.00-20.45 på Næstved Byterrasse ved Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Intet billetsalg – bare mød op!

En del af festivalen Næver Tell Næver Tell er Næstveds nye kulturfestival med fokus på gadekultur og ord. Til Næver Tell kan du opleve et stærkt lineup af musikere, komikere, forfattere – og mange flere. Festivalen finder sted i hjertet af Næstved. Læs mere på Instagram @naevertellfestival og på Næstved Biblioteks hjemmeside www.naesbib.dk/naever-tell.

Bag festivalen Næver Tell står Næstved Bibliotek og Borgerservice, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Ungdomsprojekthuset JB10, Talentskolen og Cityforeningen med støtte fra Mærk Næstved.

 

Filuka er en markant skikkelse på den danske undergrundsscene. Foto: Alex Buck