Brætspil kan et eller andet…..

På magisk vis kan det eliminere social status og rang og drage alle på lige fod ind i brætspillets univers, hvor hverdagens udfordringer glemmes for en stund i selskab med bræt, brikker og terninger.

Tirsdag d.7. februar kl.19-22 indbyder brætspilsentusiast Brian Rygaard til sådan en magisk aften i Kulturhuset Boderne, Sct. Peders Kirkeplads 8, 4700 Næstved.

Brian har tidligere været tovholder på Game Night på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, og han vil i lighed med dengang medbringe et udpluk af spil fra sin kæmpe samling af brætspil i hjemmet i Præstø.

Med sin store viden indenfor de forskellige spil, vil han igangsætte deltagerne og hjælpe undervejs, hvis der opstår tvivl omkring tolkningen af spillereglerne.

Alle er mere end velkommen. Det er gratis at deltage.

Arrangementet er især en god mulighed for nytilflyttede at skabe lokale venskaber.

Pressefoto