Nu er der åbnet op for tilmelding til efterårets arrangementer på Næstved Bibliotek og Borgerservice. Og der tilbydes en bred vifte af spændende oplevelser.
Vi har haft en sommer med masser af sol og tid til aktiviteter udenfor. Når sensommeren og efteråret nærmer sig, bliver der sikkert tid og lyst til nye oplevelser på den kulturelle front. Og her kan Næstved Bibliotek og Borgerservice byde ind.
Prisbelønnede forfattere og masser af bogsnak
I efteråret er der bl.a. forfatteraftener med Jesper Wung-Sung, som fortæller om sin roman “En anden gren” og Sara Omar med fokus på og debat om romanen “Dødevaskeren”. Matilde Kimer fortæller om Rusland og livet som udenrigskorrespondent. Vi fortsætter vores novelleoplæsninger om fredagen samt “Ord på biblioteket”, hvor lokale forfattere læser højt. Der bliver også tid til bogsnak, både på biblioteket og på vandreture rundt om Glumsø Sø.
Alder ingen hindring
Alder behøver ikke være en hindring for et godt liv. Det kan du høre mere om, når psykolog og forfatter Henrik Brogaard fortæller om “aldrig at blive gammel”. Læge Lotte Vass har skam, stolthed og alders-shaming på programmet i sit foredrag.
Studiekredse omkring grøn livsstil og rettidige refleksioner samt Tænksomme Tirsdage med emner til debat indgår også i efterårets program. Der er vil også være flere naturvidenskabelige foredrag om bl.a. smagen af øl, bakterier, ældning og vulkaner.
Live-musik, plader, quiz og film
Musiksæsonen indledes med den årlige Næstved Plademesse samt en koncert med bandet “Silhouette”. På musikfronten er der også foredrag med Thomas Ulrik Larsen om det legendariske band “Led Zeppelin” samt flere middagskoncerter på biblioteket. Film og oplæg om afdøde Eik Skalø fra Steppeulvene og musikeren Lars HUG bliver der også. Og for de musik- og quizglade er der rig mulighed for at teste evnerne i Kurts Musik Quiz. Kulturnatten med masser af spændende input afholdes som vanligt først i oktober.
For de små og de lidt større
For børn og unge er der i efteråret Herlufsholm Fantasy Bogmesse. Bibliobiffen for de små fortsætter med små hyggelige film. Og skulle lysten være der, genoptager vi succesen med godnatlæsning for de små. For forældre til unge “gamere” er der foredrag om E-sport og “Gaming kulturen” med psykolog Christian Mogensen, som fortæller om kulturen omkring computerspil.
Arrangementerne kan ses på bibliotekets hjemmeside samt i den nye arrangementskalender, som kan fås på alle bibliotekerne. Du kan købe billetter til bibliotekets arrangementer via bibliotekets hjemmeside på www.naesbib.dk. Spørg på biblioteket, hvis du har brug for hjælp til billetbestilling.