På toppen af finkulturens tinder sidder Pianisten. Ulastelig i alle aspekter, glider graciøst gennem tilværelsen, beundres for hans evner og uden at træde et skridt ved siden af. Med ét ord; perfektion. Eller, det er i hvert fald hvad han selv tror.
Pianisten er en moderne komisk cirkusforestilling af New Zealandske Thomas Monckton og finske Circo Aereo. Forestillingen drejer sig om, i, under og på et af de mest fantastiske musikinstrumenter; flygelet. Til at spille op til dette apparat er ingen ringere end den indbildske pianist himself. Med et fuldstændigt fokus på at imponere alle, går der ikke lang tid før end hans show har transformeret sig fra det fornemme arrangement han havde håbet på, til en spektakulær og ufrivilligt morsom katastrofe.
For at redde denne uheldige misere, og sin ære, trækker pianisten på sin fantasi, og finder på løsninger og ideer, der vil sønderrive forestillingen i publikums grin og lårklasken.
Plads til alle og gode rabatter
Forestillingen spiller i Ny Ridehus den 6. og 7. oktober, begge dage kl. 19.00. Der er først-til-mølle-rabat til de første 50 begge spilledage samt ungdomsrabatter. Køb din billet allerede i dag på www.sj-billetten.dk, eller ring til billettelefonen på 5588 3950.