Snart er den nye Netto butik i Karrebæksminde klar til åbning, men kampen om kunderne er allerede begyndt
Som den første tager Spar købmanden i Karrebæksminde nu kampen op om kunderne. En ny Netto butik slår om få dage dørene op, og vil være en konkurrent til den lokale købmand og Dagli´brugsen i Karrebæk. Sidstnævnte har nu fået 100 dage mere til at bevise sig værdig til overlevelse, det er sket efter at der er blevet indsamlet omkring 800 underskrifter mod lukningen, men det kræver en øget omsætning, Brugsen var ellers sat til at skulle lukke 15. marts.
Købmanden i Karrebæksminde har heller ikke tænkt sig at gå stille med dørene, når der skal kæmpes om omsætningen. På Spars side er der taget initiativ til, at starte en ny busrute fra Karrebæk til Karrebæksminde hver onsdag formiddag, første tur er klokken 9.30. Ruten starter fra Kildegårdsvej i Karrebæk med opsamling langs ruten. På denne tur er der hjemkørsel kl. 11.00. Næste tur er kl. 10.20 fra Karrebæk ad samme rute, og returkørsel kl. 11.45.
Der skulle være rig mulighed for at kunne nå at besøge både købmand, bager og fiskehandler under opholdet.
Det er Ørslev Turistfart der skal stå for transporten som koster kr. 20,- tur/retur. Turen har fået navnet “SPAR-ruten“. Første tur er onsdag d. 2. marts, her vil købmanden være vært ved en kop Merrild Kaffe, og lidt sødt til ganen.
Tilmelding som ikke er bindende, kan ske pr. telefon eller mød blot op ved stoppestederne som oplyses på tlf. 55 43 05 55.
Nyhedsmail modtaget af MEDIA NÆSTVED, sendt til Dit Næstved.
Tekst og foto: Preben Madsen