Ildsjæl og skolestifter
At Hammer sidste år fik sin skole tilbage, kan i høj grad tilskrives Line Illum Mundus. Hun forlod nemlig den trygge tilværelse som skolelærer på Lille Næstved Skole og kastede sig ud i nyt eventyr med at stable Hammer Frie Privatskole på benene.
Sammen med en håndfuld andre ildsjæle etablerede og udviklede hun skolen, der snart kan fejre sin første fødselsdag. Med initiativet til den nye skole i Hammer har Line Illum Mundus været med til at bevare – og ikke mindst udvikle – livet i et af vores lokalsamfund. Derfor får hun Diskontobankens Jubilæumslegat 2015.
Manden i Næssi
Hvis man spørger folk, hvad de kender Steffen Sommerstedt for, så vil nogle måske sige, at han er skuespiller. Andre vil sige, at han er linjekoordinator på Teater- og Musicallinjen på Talentskolen. Begge dele er også helt rigtige, men mange vil nok også sige, at Steffen Sommerstedt er indbegrebet af Næstved Kommunens børnekulturtradition.
For selv om der med sikkerhed er mange børn, der er overbeviste om, at den grønne og charmerende drage Næssi findes i virkeligheden, så er det faktisk Steffen Sommerstedt, der mange gange om året trækker i Næssi-kostumet og lokker børn i hundredvis til kommunens kulturelle arrangementer.
Sammen med børnekulturkonsulent, Lis Olsen, og Ulla Abdullas Cocobongoband har Steffen Sommerstedt udviklet Næssi til det, den er i dag. Han har siden begyndelsen i 2004 formået at nyfortolke Næssi og samtidig være det genkendelige, som børn godt kan lide, og derfor er han en af årets legatmodtagere.
Diskontobankens Jubilæumslegat
Legatbestyrelsen besluttede i enighed, hvem der skulle modtage årets legat.
Bestyrelsen er sammensat af:
– Formand for legatbestyrelsen Carsten Rasmussen
– Direktør Jesper Lund Wimmer, Sydbank (tidl. Diskontobanken)
– Retspræsident Alex Elisiussen
– Byrådsmedlem Daniel Lillerøi
– Byrådsmedlem Søren Revsbæk
Diskontobankens Jubilæumslegat blev stiftet helt tilbage i 1935. Legatet bliver hvert år overrakt en eller flere personer, som har gjort en særlig indsats for byen, eller som der står i legatets fundats: “har udført et fortjenestfuldt arbejde for Næstved By eller ved sit arbejde har kastet glans over Næstved By.”
Legatet bliver altid overrakt den 15. juni, som er Næstveds fødselsdag. Foruden æren får legatmodtagerne en buket og en glasskål fra Holmegaard med inskription.