Den 23. september besøger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby Næstved Gymnasium og HF for at høre om skolens erfaringer med internationale linjer.
Regeringen kommer med et udspil til en reform af gymnasiet. Derfor besøger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby løbende landets gymnasier for at få inspiration til reformen. Onsdag besøger hun sammen med viceborgmester i Næstved Kommune Karsten Nonbo Næstved Gymnasium og HF for at høre om skolens erfaringer.
”Alt for mange elever på gymnasierne får aldrig studenterhuen, ellers også lægger de den på loftet sammen med eksamensbeviset uden at bruge det igen. Vi skal hæve det faglige niveau på gymnasiet og sikre, at eleverne vælger den rette hylde. Det er vigtigt at få bud fra lærere, elever og ledere på, hvordan vi gør det,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.
På besøget skal ministeren også høre om skolens arbejde med internationale linjer. Næstved Gymnasium og HF samarbejder med skoler i både Europa og Asien og er en ud af 45 danske skoler i det internationale UNESCO-netværk ASP.
”Danske unge skal begå sig i en konkurrencepræget og globaliseret verden. Skal de kunne det, er det afgørende, at de behersker flere sprog og forstår forskellige kulturer. Det har de forstået på Næstved Gymnasium og HF. Her får eleverne et globalt udsyn, som ruster dem til den verden, de møder på arbejdsmarkedet,” siger Ellen Trane Nørby.