Med Esben Just som klaverbokser, Niels Ratzer på trommer og Ole Skipper på bas er intet umuligt og alt opnåeligt. Peace, Love & Rock’n’Roll, sværere behøver det ikke at være. Sådan er parolen når de tre venner i Esben Just Trio drager land og rige rundt. Den 30. oktober rammer de tre Sydsjællands største kulturcenter; Grønnegades Kaserne, Kulturcenter.

esbenKlavertroldmanden Esben Just har altid været garant for en swingende, opløftende og underholdende oplevelse med musikalsk overskud, medrivende hooks og fællessang så hjerterne gløder.

Præcis ligesom Esbens sang der på P4 og P5 for tiden opfordrer til ” Don’t You Cry Out”, er Esben Just Trio ikke for tudeprinser og tørvetrillere. De er skabt til fest, farver og gang i gaden. Derfor er det heller ikke første gang at netop Esben Just optræder på kulturcenteret, hvor han tidligere har gæstet Næstved Jazzklub. Når trekløveret går på scenen gør de det for at ramme beatet og publikum lige der hvor det gør allerbedst. Nemlig i hjertet.

Vil du også ramme beatet? Så finder du billetterne til denne swingende oplevelse på www.billetten.dk, eller reserverer dem via Grønnegades Kaserne, Kulturcenters billettelefon på 5588 3950.