Mindre snak, mere handling. Det er den klare ambition bag en række mini-klimatopmøder, som politikerne i Næstved Kommune nu inviterer til. Og det er ikke tomme ord. Medlemmerne af Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget er allerede i gang med en række initiativer, men beder også om borgernes hjælp.
Der er gang i den grønne omstilling i Næstved Kommune. Målet er at nedbringe udslippet af CO2 med 70 procent fra 1990 til 2030 og gøre kommunen helt CO2-neutral i 2050.
Men ét er at skrive målene på et stykke papir – noget helt andet er at nå dem. Og her har politikerne brug for hjælp. De inviterer derfor borgerne i Næstved Kommune til mini-klimatopmøde. Næstved Byråd vil nemlig rigtig gerne have flere gode ideer til, hvad kommunen kan gøre.
Lettere sagt end gjort
En grundig kortlægning af CO2-forbruget i kommunen har gjort det tydeligt, hvor der især skal sættes ind – og det er på energiforbruget, transporten og landbruget. Det er ikke alle frugter, der hænger lige lavt – og det er heller ikke alting, kommunen selv kan gøre noget ved, påpeger formand for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget, Rune Kristensen.
– Men det, vi kan forandre, er selvfølgelig vores egne vaner. Det lyder jo let nok, men det er det ikke nødvendigvis, ved jeg fra min egen hverdag, siger Rune Kristensen.
Han har selv tjekket CO2-udledningen fra sin egen husholdning ved at bruge det gratis, digitale værktøj klimaplan.nu.
– Det er ganske afslørende. For jeg kan jo se, at jeg fx skal springe på min cykel eller i toget lidt oftere i stedet for at tage bilen, jeg kan spare på strømmen og på det varme vand i hjemmet og så skal jeg være meget mere striks med indkøb af tøj og elektronik. Det bliver næppe særligt let. Måske med undtagelse af det med transporten – for jeg får faktisk arbejdet langt mere, når jeg tager toget.
Mød politikerne
Har du lyst til at møde Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget til en snak om, hvad kommunen – og du selv – kan gøre, så mød op til et af de tre mini-klimatopmøder i Fuglebjerg, Tappernøje eller Næstved.
Her afholdes mini-klimatopmøderne:
• 17. november kl. 17-18.30 i Fællessalen på Lille Næstved Skole afd. Fuglebjerg Skole, Sandvedvej 24, 4250 Fuglebjerg
• 24. november kl. 17-18.30 i mødelokalet på Korskilde Bibliotek, Korskildevej 2A, 4733 Tappernøje
• 1. december kl. 17-18.30 hos Ressource City på Maglemølle, Maglemølle 31, 4700 Næstved