Så er der atter mulighed for at opleve klassisk kammermusik i festsalen på Herlufsholm, når Hicsum inviterer til den fjerde udgave af festivalen fra søndag d. 11. til fredag d. 16. juli med både danske og internationale kunstnere.
På programmet er både tysk romantisk musik med fokus på lieder, men der er også to uropførelser med helt ny musik komponeret til Hicsum af Jesper Koch og Anders Koppel.
Særlig gæst er i år den danske stjernebaryton Bo Boje Skovhus som mandag synger Schuberts Schwanengesang mens den unge tyske baryton Jonas Müller synger Schumanns Dichterliebe om onsdagen.
– Festivalens faste ensemble, den tyske Henschel-Quartett kan opleves hele ugen i forskellige konstellationer.
Koncerten tirsdag d. 13. juli med sopranen Signe Asmussen og Henschel-kvartetten, kan iøvrigt høres direkte på DR-P2 fra kl. 19.20 med Rie Koch som vært.
Der er gratis adgang til eftermiddagskoncerterne mandag til fredag kl. 16.00 med reservation, mens der er entré til aftenkoncerterne med optakt kl. 19.00
Program og medvirkende kan ses på www.hicsum.dk