Formanden for Herlufsholm Skoles bestyrelse, Torben Lowzow, giver undskyldning til elever og forældre, som har været ofre for en usund kultur på skolen. Bestyrelsen for skolen igangsætter handlingsplan øjeblikkeligt.

Bestyrelsen for Herlufsholm Skole har i dag holdt ekstraordinært møde for at behandle TV2s udsendelse om skolen fra 5. maj.

“Jeg kan på vegne af en samlet bestyrelse sige, at vi er meget påvirkede af de udtalelser, vi har hørt i udsendelsen fra TV2, fra unge mennesker, som gennem årene har været udsat for meget voldsomme oplevelser her på skolen. Jeg vil gerne, på vegne af bestyrelsen, sige undskyld og beklage dybt, hvad de har været udsat for. Både dem der står frem i udsendelsen, og som vi skylder en tak for deres mod, og til de andre som har haft lignende oplevelser,” siger Torben Lowzow, formand for Herlufsholm Skole.

Bestyrelsen har på mødet diskuteret de aktuelle problemstillinger, mulige løsninger på dem og iværksættelse af konkrete tiltag mod de problemer, som udsendelsen præsenterer. I forbindelse med vedtagelsen af handlingsplanen har bestyrelsen besluttet at afslutte samarbejdet med rektor Mikkel Kjellberg.

”Jeg vil gerne takke Mikkel Kjellberg for mange års indsats for Herlufsholm, de sidste knap tre år som rektor. Mikkel har haft stor betydning for ikke mindst det faglige niveau på skolen,” siger Torben Lowzow.

Bestyrelsen vil følge og støtte skolens daglige ledelse i den nuværende situation, hvor vicerektor Martin Arvedlund vil forestå den daglige ledelse indtil videre fra mandag 9. maj.

Et nyt Herlufsholm

Bestyrelsen iværksætter nu en handlingsplan, der skal føre til et nyt Herlufsholm.
Den nye handlingsplan består af en række hovedpunkter, som bestyrelsen vil bede skolens ledelse gennemføre i de kommende uger og måneder.

”Vi er nødt til at gøre helt grundlæggende op med alle forhold på skolen, der kan have været med til at skabe den usunde kultur, som udsendelsen beskriver. Der er ingen hellige køer. Heller ikke for bestyrelsens eget vedkommende og vores fremtid på skolen. Men vi ser det som vores ansvar, at vi nu følger en plan helt til dørs, som kan sikre skolen og ikke mindst vores elever,” siger Torben Lowzow.

For at et nyt Herlufsholm kan blive en realitet, er det vigtigt at få et fuldstændigt klart billede af, hvad der har fungeret, og hvad der har skabt de problemer, som TV2s udsendelse afdækker. Derfor har bestyrelsen iværksat en uvildig undersøgelse ved advokat Jon Lauritzen, som skal afdække de forhold, udsendelsen beskriver.

Derudover indeholder handlingsplanen følgende punkter:

– Præfekt-ordningen afskaffes.
– Den nuværende ordning med sovesale ændres gennemgribende, så alle elever kan gå trygt i seng. Alle kostelever kan fra i dag sove på eget værelse.
– Skolens ledelse udvides med en ekstra medarbejder dedikeret til at forestå arbejdet med trivsel på skolen.
– Whistleblowerordning for elever som supplement til den eksisterende ordning for forældre på Undervisningsministeriets hjemmeside.
– Hjælp tilbydes til nuværende som tidligere elever som har følt sig krænket eller har været udsat for fysisk eller psykisk pres på skolen.
– Bestyrelsen vil afskaffe traditioner, der kan føre til fysisk eller psykisk krænkende adfærd, heriblandt den i TV2-udsendelsen omtalte PØ-kamp.
– Bestyrelsen vil søge fagprofessionel bistand fra en ekstern forsker til arbejdet med at forandre kulturen på skolen.

Bestyrelsen har igangsat to uafhængige undersøgelser – en trivselsundersøgelse ved Nordic Learning fra december 2021 samt advokatundersøgelsen. Yderligere nødvendige tiltag vil blive besluttet i lyset af resultaterne fra undersøgelserne.

“Vi vil med disse tiltag forandre flere af Herlufsholms institutioner grundlæggende, således at vi med afsæt i skolens gode værdier, kan skabe et nyt Herlufsholm, hvor alle elever har en tryg og god hverdag.”

Yderligere oplysninger:
Torben Lowzow, bestyrelsesformand, tlf. 26 37 20 07, tvl@isto.dk

Kilde

Foto: SDL