Sensommerens havemarked på Rønnebæksholm den 22. august kl. 10 byder på et væld af spændende planter til salg, og initiativtageren bag har mere end almindeligt grønne fingre.
Lørdag den 22. august kl. 10-14 er der for tiende gang havemarked i parken på Rønnebæksholm, og Ruth Tange, der er formand for Haveselskabet Sydøstsjælland, har været med alle årene, men hendes glæde ved blomster og havearbejde går meget længere tilbage.
”Når jeg lugede i stauderne hjemme hos mine forældre, tænkte jeg, jeg skal aldrig have en have, når jeg bliver voksen! Men da mine egne børn blev større, begyndte det alligevel at trække”, siger Ruth Tange med et smil og fortsætter: ”Jeg tror, det er godt for sjælen at beskæftige sig med haven og naturen”.
En engageret foregangskvinde
Passionen for det grønne har da også hængt ved siden, og i dag er Ruth Tanges egen have åben for nysgerrige besøgende efter aftale, uanset om det er sommer eller vinter. Det har nemlig været en særlig mission for Ruth at skabe en have, der blomstrer året rundt.
”Nogle folk tror jo, at haven først blomstrer, når roserne springer ud, men jeg har juleroser og vintergækker om vinteren og senere kommer erantis og så de tidlige buske, så haven ser altid blomstrende ud,” fortæller Ruth Tange.
Selv med grønne fingre kan det være svært at leve op til en have som Ruth Tanges, men når sensommerens havemarked på Rønnebæksholm folder sig ud den 22. august, er der rig mulighed for at finde inspiration og nye planter til bedene derhjemme.
Ruth Tange er initiativtager til det hyggelige marked. Og ved standende møder man både professionelle og private haveentusiaster, der har lidt overskud fra haven.
”Og så kommer alle havenørderne med de særlige planter,” fortæller Ruth Tange med et glimt i øjet og fortsætter: ”Det bedste er, at stemningen er så god. Alle deler den her planteglæde og mødes om den”.
Vejret er ingen hindring
Selvom vejret har vist sig fra både sin bedste og værste side gennem årenes havemarkeder i parken, er det ikke noget, der holder de glade haveejere tilbage. Planteentusiasterne ved nemlig godt, at de skal være hurtigt ud, hvis de skal have fat i de sjældne og særlige planter på markedet. Og så er det lige meget om himmel og hav står i ét.
”Vi har haft alt fra orkan, til 50 mm regn og til strålende sol, men de glade havefolk kommer uanset, hvordan vejret er – de tager jo bare tøjet på til det,” siger Ruth Tange, der dog håber, at vejret viser sig fra sin pæne side på dagen.
Vind nyt til haven
De mange boder sælger alt fra stauder og krydderurter til pelargonier og pileflet, og på markedet er der også gode chancer for at vinde smukke planter.
Entrebilletten til markedet er nemlig også en lodseddel, og man skal bare henvende sig på Haveselskabets stand for at høre, om man har vundet. Derudover er der denne gang særligt fokus på floks.
”Har du har du en smuk floks, så klip en stilk og tag den med til Haveselskabets stand kl. 10, så deltager du i konkurrencen om at vinde udstillingens kønneste floks,” fortæller Ruth Tange.
Konkurrencen slutter kl. 11.30 og igen kl. 13.30, og vinderne offentliggøres kl. 12.00 og 13.45, præmier afhentes på Haveselskabets stand.
Racehøns i parken
Som noget nyt får Havemarkedet denne gang besøg af tre fjerkræklubber; Fjerkræklubben for Faxe og omegn, Næstved Fjerkræklub og Haslev Fjerkræklub, der samarbejder om en lille udstilling af racehøns, som man kan se i en række voliere i parken. Her kan man også høre mere om avlen af racehøns.
Kunstudstilling og guidede ture i Herregårdshaven
Entrebilletter til Havemarkedet købes ved indgangen og koster 30 kr. for voksne, mens børn og unge under 18 år kommer gratis ind. Der kan købes sandwich, kage og drikkevarer i parken. Husk kontanter.
Entrebilletten til havemarkedet giver også adgang til sommerens udstilling Jeg kan varmt anbefale … med Henrik Bahnsen og Erik Hoppe, og til Herregårdshaven, som lige nu står i fuldt flor. Her vil gartner Keld Kryger give guidede ture kl. 11 og kl. 13. Det er gratis at gå med, men tilmelding hertil er nødvendig og sker i Haveselskabets telt på dagen.