Kom til en uforglemmelig dag i materialitetens tegn, når Næstved Bibliotek og Kunsthal Rønnebæksholm lørdag 18. januar inviterer til heldags-workshop med Danmarks ukronede strikkedronning Lærke Bagger og lokale beklædnings- og kostumedesigner Stina Resting.
Rønnebæksholms årsprogram 2025 arbejder konceptet taktil materialitet og fællesskab som materialitet. Programmet byder ind i en samtidig kunstnerisk samtale om bæredygtighed, ressourcer, materialer, arbejdsprocesser, fællesskaber og konsumsamfund. I den forbindelse er Lærke Bagger og Stina Resting inviteret til at dele deres tanker om materialitet. Begge arbejder de med genbrug, upcycling og at transformere tekstiler.
Du kan desuden opleve eleverne fra Talentskolens Forfatterlinje; Emma Elisabeth Nielsen og William Kudahl læse op af deres tekster, der med vidt forskelligt afsæt tager udgangspunkt i emnet materialitet.