Foreningen netvaekst.dk afholder en pitch-event i Boderne den 21. september i Næstved, og er du iværksætter, kan du pitche dig til et gratis og uvildigt sparringsforløb, hvor der stilles skarpt på din startup eller scaleup-virksomheds udfordringer og muligheder.

Som startup- eller scaleupvirksomhed er det afgørende at komme godt i gang, og her kan muligheden for sparring og vejledning fra erfarne erhvervsfolk være guld værd.

Men ofte koster et længere vejledningsforløb penge, og det kan være svært at finde de penge i budgettet, som startupvirksomhed. Nu har du dog muligheden for at kvalificere dig til at gratis forløb med erfarne erhvervsfolk. Et forløb som giver dig konkret sparring til, hvordan lige netop din virksomhed med succes kan udvikle sig fremadrettet.

Det sker ved en såkaldt pitch-event den 21. september i Boderne i Næstved. Konceptet er således: Du tilmelder din virksomhed til pitch-eventen på hjemmeside-adressen:
https://netvaekst.dk/pitch-event/

Efterfølgende får du tilsendt et tidspunkt til den 21. september, hvor du så møder op og præsenterer din virksomhed, og hvad du tror, at et vejledningsforløb kunne gøre for dig. Det er der afsat ca. 10-15 minutter til. Efterfølgende vil der så være afsat ca. 30 minutter til spørgsmål og feedback. På baggrund af alle pitches, udvælges de virksomheder, som tildeles et gratis vejledningsforløb. Måske er din virksomhed heldig?

Det er foreningen netvaekst.dk, der står for pitch-eventen og som efterfølgende også står for de tildelte vejledningsforløb. Vejlederne fra netvaekst.dk har et højt videns- og erfaringsniveau, erhvervet igennem lange karriereforløb inden for mange forskellige virksomheder og inden for alle de problemstillinger og områder, som virksomhederne og iværksætterne typisk skal håndtere og operere indenfor. Størstedelen af partnerne er selv eller har været iværksættere, virksomhedsansvarlige og/eller ejerledere.

Det er dog ikke alle, der kan deltage i en pitch. Din virksomhed skal have vist, at den har en levedygtig forretningsmodel med betalende kunder. Arrangementet er altså ikke for virksomheder, der endnu ikke er startet rigtigt op!

Du kan læse mere om arrangementet på foreningen netvaekst.dk’s egen hjemmeside: https://netvaekst.dk/

 

Pressefoto