Gratis sjov og hygge til alle børn i Sct. Jørgens Parks Butikscenter
Workshop, VR-oplevelser, dyrskue og kæpheste for fuld galop i børnenes efterårsferie.
OBS tilmelding til dyrskue og kæpheste-show.

VR-oplevelser og kreativ workshop, torsdag 20/10, kl. 11.00 – 16.00
Efterårsferien er for manges vedkommende lig med Halloween. I Sct. Jørgens Parks Butikscenter har man valgt at invitere til Halloween-aktiviteter om torsdagen og supplere med helt anderledes oplevelser fredag og lørdag. Halloween-oplevelserne består i VR-oplevelser, hvor børnene – og også gerne de voksne, der tør, får VR-brillerne på og derefter føres ind i en helt anden verden, hvor man kan møde uhyggelige – eller hyggelige ting og sager. Det afhænger af. Hvor modig man er! Derudover inviteres alle børn til en hyggestund, hvor de kan dekorere en glaslanterne med flagermus og egne kreative Halloween-ideer. Lanternen får deltagerne med hjem. VR-oplevelser fra kl. 11.00 – 13.00. Kreativ workshop fra kl. 13.00 – 16.00.

Dyrskue med marsvin og kaniner, fredag 21/10 kl. 14.00 – 16.00
Alle deltagere får både diplom og gave. Tilmelding nødvendig
Alle børn – der har marsvin og/eller kaniner – inviteres til at komme og udstille deres kæledyr. Og alle andre inviteres til at komme og se de kære dyr og måske også høre lidt om de enkelte kæledyr, hvis deres ejere har lyst til at fortælle om det. Det er nødvendigt med tilmelding senest torsdag den 20. oktober på E-mail: tilmelding@sjp.dk. Deltagernes dyr skal have et skilt med navn, alder, race samt navn og alder på den person, der ejer kæledyret. Alle deltagere får diplom og en lille gave fra Parkens dyr.
Selve dyrskuet foregår fra kl. 14.00 – 16.00. Men deltagerne skal møde op kl. 13.30, da der skal foretages dyrlægetjek.

Kæpheste for fuld galop, lørdag 22/10 kl. 10.00 – 13.00
Så inviteres der til kæphestestævne i butikscenteret. Her kan alle børn tilmelde deres kæpheste til udstilling og kæphestespring. I dagens anledning udrulles kunstgræs enten på P-pladsen eller i arkaden – afhængig af vejr og vind. Og her bliver der springklasser på henholdsvis 20, 30 og 40 cm. Alle, der ønsker at vise deres kæpheste frem og deltage i springkonkurrencen, skal tilmelde sig senest fredag den 21/10 på e-mail tilmelding@sjp.dk. Der skal være skilt med navn på kæphesten samt navn og alder på ejer af kæphesten. Alle udstillere får et diplom og en lille sponsorgave. De 3 først placerede i hver klasse får en roset til hesten. Centerforeningen håber, at rigtig mange kæphesteejere vil komme og være med til at sætte spot på denne helt specielle sportsgren. Naturligvis håber man også på, at mange tilskuere vil bakke op om børnene og deres kæpheste.

Centerforeningen er meget glade for at have indgået samarbejde med 4H (www.4h.dk) i Næstved ved Tina Pedersen, som står bag de nævnte aktiviteter. Også stor tak til ”Mærk Næstved” for sponsoropbakningen.