Street Cut er klar til at præsentere publikum i Næstved for noget af det bedste indenfor gadeteater og street performance den 9.-11. august. Festivalens arrangører Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Dansk Rakkerpak & Faster Cool er spændte på flere helt exceptionelle oplevelser.

Fredag den 9. august slentrer De Skøre Strømere rundt i Næstveds gader, og er det allerførste pip fra Næstveds Internationale Gadeteaterfestival Street Cut. Herefter er der fuld fart på de gratis oplevelser som følger med en festival som denne, lover en af arrangører bag festivalen, leder af Grønnegades Kaserne Kulturcenter John Nørbjerg.

-Jeg er meget spændt på Street Cut i år, for jeg synes virkelig vi har et ambitiøst program at se frem til. Især ser jeg frem til at dele en oplevelse, jeg selv har haft fornøjelsen af ”first hand,” nemlig det hollandske ska-punkband Bazzookas, som kører hertil i deres amerikanske skolebus, og det er i netop den bus de spiller deres vilde koncerter. Det er helt vildt, slutter en begejstret John, inden en af festivalens andre arrangører Niels Peter Kløft, som er en del af Dansk Rakkerpak & Faster Cools kunstneriske ledelse, følger trop.

-Jeg synes helt klart at programmet kan noget helt vildt i år. Vi har i hvert fald aldrig haft så forskellige forestilling og lande, de kommer fra, før. Fransk dj og dans, en mand som er en hund fra Brasilien, en italiensk skopudser, en dansk frikadelleproduktion og ikke mindst det jeg selv anser som festivalens hovedoplevelse; franske Cie Basingas ”Soka Tira Osoa” som er forestilling hvor publikum spiller en central rolle. Det hele udspiller sig højt oppe på en line over publikum. En line som publikum selv er med til at rejse og holde, når linedanseren Tatiana-Mosio udfører de vildeste kunster.

De to garvede kulturfolk fortsætter ufortrødent med at fortælle om det flotte program, som kommer til at præge Næstveds midtby og ikke mindst Grønnegades Kaserne Kulturcenter i dagene fredag til søndag den 9.-11. august. Udover det imponerende program byder festivalen også på hyggelig festivalstemning på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, åbningsfest, og genbesøg af den populære,  catalanske spil- og legeplads ”Friends of Crusoe” som fornøjede mange af festivalens gæster sidste år.

Læs mere om Street Cut Gadeteaterfestival på festivalens hjemmeside www.streetcutfestival.dk.

Street Cut er en årligt tilbagevende gadeteaterfestival som arrangeres af Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Næstveds Internationale Egnsteater Dansk Rakkerpak & Faster Cool.

Festivalen er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen, Den A. P. Møllerske Støttefond, William Demant Fonden, Trelleborg fonden, Næstved Teater og Næstved City.