Næstved Bibliotek og Borgerservice inviterer til en unik oplevelse dette efterår med tre litterære gåture forskellige steder i Næstved. Hver gåtur er dedikeret til at udforske et af de 17 verdensmål gennem poesi og fællesskab.
Oplev Næstved gennem litterære gåture med FN’s 17 verdensmål som tema. Gåturene finder sted mandag den 2. september, mandag den 23. september og mandag den 7. oktober, alle dage kl. 16.30-18.00.
På disse gåture får du mulighed for at opleve byen på en ny måde, samtidig med at du lytter til poesi og samler skrald, så det ikke ligger og flyder i naturen.
Verdensmålene
Hver gåtur har fokus på ét specifikt verdensmål. Den første gåtur tager udgangspunkt i verdensmål 14 (Livet i havet). Gåtur nummer to handler om verdensmål 12 (Ansvarligt forbrug og produktion), mens verdensmål 9 (Industri, innovation og infrastruktur) er omdrejningspunktet for den tredje og sidste gåtur.
Undervejs vil en kulturformidler fra biblioteket læse udvalgte digte højt. Digtene relaterer til disse mål og inspirerer til refleksion og samtale.
Skraldeindsamling
Udover at lytte til udvalgte digte, skal vi også samle skrald på gåturene. Hvis du har en affalds-/gribetang derhjemme, er du derfor meget velkommen til at medbringe den på turen, men der vil også være mulighed for at låne en af biblioteket. Husk desuden handsker.
Dato, tid og sted
Mandag den 2. september kl. 16.30-18.00 – Gåtur 1: Verdensmål 14 (Livet i havet). Dette arrangement er en del af Naturens Uge, som er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedage for naturoplevelser.
Vi mødes ved Næstved Sejlklub (Kanalvej 65, 4700 Næstved). Herfra går vi rundt i området langs vandet og ender samme sted, som vi startede.
Mandag den 23. september kl. 16.30-18.00 – Gåtur 2: Verdensmål 12 (Ansvarligt forbrug og produktion)
Vi mødes på PlusButikkens parkeringsplads (Elektrovej 2, 4700 Næstved). Herfra går vi rundt i området og ender tilbage på parkeringspladsen.
Mandag den 7. oktober kl. 16.30-18.00 – Gåtur 3: Verdensmål 9 (Industri, innovation og infrastruktur)
Vi mødes på parkeringspladsen ved Kræftens Bekæmpelse Genbrug (Gammel Holstedvej 5, 4700 Næstved). Herfra går vi rundt i området og ender tilbage på parkeringspladsen.
Tilmelding
Du tilmelder dig de enkelte gåture på bibliotekets hjemmeside www.naesbib.dk. Det er gratis at deltage. Gåturene er planlagt som rundture – det vil sige, at vi starter og slutter samme sted. Hver gåtur er ca. 2-3 km lang.